Klage over Helsingør Kommunes afgørelse vedrørende ombygning i Snekkersten

Helsingør Kommune traf den 26. november 2019 en indirekte afgørelse om, at en ombygning og ændring i anvendelsen af et eksisterende erhvervsareal til beboelse på 188 m² på [A1], 3070 Snekkersten, var i overensstemmelse med lokalplan nr. 1.122, Det gamle Snekkersten. En overbo klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

Overensstemmelse med lokalplan

Det første spørgsmål var, om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18. Klageren anførte, at ombygningen ikke videreførte ejendommens formsprog og helhed, og henviste til lokalplanens anbefalinger om funkisbungalowen og den funktionelle tradition. Planklagenævnet forstod dette som en klage over, at ombygningen var i strid med lokalplanen.

Lokalplanen for området, nr. 1.122, Det gamle Snekkersten, indeholder i sin redegørelse oplysninger og anbefalinger om bygningsændringer og det kubistiske formsprog. Det fremgår, at redegørelsen anbefaler at videreføre det kubistiske formsprog og have stor opmærksomhed på helheden ved bygningsændringer.

Overholdelse af partshøringsregler

Det andet spørgsmål var, om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19. Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget partshøring i forbindelse med byggesagsbehandlingen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Helsingør Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence og afgørelsens forståelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstår en byggetilladelse som en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med en eventuel lokalplan, medmindre der er dispenseret fra den.

Vurdering af lokalplanens overholdelse

Planklagenævnet fastslog, at kun de egentlige lokalplanbestemmelser har bindende retsvirkning, jf. Planlovens § 18. Lokalplanens redegørelsestekst, herunder anbefalingerne om funkisbungalowen og den funktionelle tradition, er alene af oplysende karakter og er dermed ikke retligt bindende. Da klageren ikke havde gjort gældende, at ombygningen var i strid med konkrete, bindende lokalplanbestemmelser, kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om, at byggeriet var i strid med lokalplanen. Projektet blev derfor anset for umiddelbart tilladt efter lokalplanen.

Vurdering af partshøring

Kommunen havde ikke foretaget partshøring af klageren. Planklagenævnet vurderede dog, at kommunens afgørelse ikke led af en væsentlig retlig mangel, uanset om der var pligt til partshøring eller ej. Dette skyldes, at det ansøgte var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og kommunen derfor ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse i sagen. En ophævelse og hjemvisning af afgørelsen ville således ikke have ført til et andet resultat. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tage stilling til, om klageren var part i sagen, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse.