Arbejdsudleje eller entreprise: Selskab hæfter for manglende indeholdelse af skat for polsk underleverandør

Sagen omhandler, hvorvidt et dansk selskab skulle have indeholdt arbejdsudlejeskat og AM-bidrag for en polsk underleverandør, der udførte el-installationsarbejde. Skattestyrelsen anså samarbejdet for arbejdsudleje, mens selskabet hævdede, at der var tale om et reelt entrepriseforhold baseret på klare kontrakter, hvor den polske virksomhed bar ansvaret og den økonomiske risiko.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og lagde afgørende vægt på de faktiske forhold frem for kontrakternes ordlyd. Retten fandt, at arbejdet var en integreret del af det danske selskabs virksomhed. Dette blev underbygget af, at selskabets projektleder instruerede og førte tilsyn med arbejdet, og at selskabet stillede materialer og større udstyr til rådighed. Det langvarige samarbejde og formålet med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft pegede også i retning af arbejdsudleje.

Da selskabet ikke kunne dokumentere, hvor stor en andel af fakturabeløbene der udgjorde løn, blev hele fakturasummen anvendt som beregningsgrundlag for skatten. Selskabet blev anset for at have handlet forsømmeligt og hæftede derfor for det manglende beløb.

Økonomiske konsekvenser for selskabet

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om et selskab skulle have indeholdt AM-bidrag og arbejdsudlejeskat af vederlag til en polsk virksomhed for elinstallationsopgaver fra 2017 til 2020, og om beregningsgrundlaget kunne nedsættes skønsmæssigt.

Retsgrundlaget

Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, er personer, der stilles til rådighed for at udføre arbejde for en dansk virksomhed, skattepligtige, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Vurderingen af, om der er tale om arbejdsudleje eller entreprise, sker efter en "substance over form"-tilgang, hvor de reelle forhold er afgørende.

Ifølge Højesterets praksis (SKM2021.639.HR og SKM2022.228.HR) skal der lægges vægt på arbejdets karakter, og hvem der bærer den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko. Supplerende kriterier som instruktionsbeføjelse, ansvar for arbejdssted, og hvem der stiller udstyr til rådighed, kan inddrages.

Indeholdelsespligten påhviler den virksomhed, for hvem arbejdet udføres, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 2, litra h, samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 2 og § 7. Ved manglende indeholdelse hæfter virksomheden, medmindre der ikke er udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Hvis lønandelen af vederlaget ikke kan dokumenteres, skal der som udgangspunkt indeholdes skat af det samlede vederlag.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten fandt, at de udførte elinstallationsopgaver var et naturligt led i selskabets drift og dermed en integreret del af dets virksomhed. Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at den polske virksomhed blev hyret på grund af særlige kompetencer, som selskabet ikke selv besad, men snarere for at skaffe nok arbejdskraft.

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at arbejdet i praksis ikke var tilstrækkeligt udskilt fra selskabets ydelser, uanset kontrakternes indhold. Der blev lagt vægt på følgende:

• Selskabets projektleder instruerede og ledte arbejdet, hvilket blev bekræftet af både projektlederen og de polske ansatte ved Skattestyrelsens kontrolbesøg.
• Selskabet stillede materialer, stillads og større maskiner til rådighed.
• Der var ingen dokumentation for, at selskabet havde gjort brug af kontraktens bestemmelser om mangler eller forsinkelse.
• Det langvarige samarbejde og det faktum, at selskabet brugte underentreprenører for at undgå at fastansætte flere medarbejdere, understøttede, at der reelt var tale om leje af mandskab.

På baggrund af dette konkluderede retten, at selskabet bar det overvejende ansvar og den økonomiske risiko for arbejdet.

Da selskabet ikke kunne fremskaffe dokumentation for lønandelen af de fakturerede beløb, tiltrådte Landsskatteretten Skattestyrelsens beregningsgrundlag, som var baseret på de samlede betalinger til den polske virksomhed.

For så vidt angår hæftelse fandt retten, at selskabet burde have været bekendt med, at der var tale om arbejdsudleje. Der forelå ikke en sådan uklarhed om reglerne, at selskabet kunne fritages for hæftelsesansvaret. Der blev henvist til Højesterets praksis, herunder SKM2023.13.HR.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.