Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om hegnsynsforretning i Aabenraa Kommune

Sagen omhandler en klage over Hegnsynet i Aabenraa Kommunes kendelse af 22. juni 2016, som pålagde klager at reetablere et levende hegn som fælleshegn på en ejendom i Rødekro. Kendelsen var afsagt i medfør af Hegnslovens § 39.

Klager indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 17. januar 2021. Klager anførte, at modparten ikke havde oplyst om eventuelle fredninger eller servitutter ved hegnsynsforretningen. Det blev også fremført, at en tidligere afgørelse fra Miljøcenter Ribe af 20. maj 2009, der meddelte afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til bibeholdelse af et skur, burde have forrang. Denne afgørelse var truffet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.

Klager mente, at etablering af et nyt levende hegn ville stride mod strandbeskyttelseslinjen, da det omhandlede skur havde været placeret på et areal, der stødte op til klagers ejendom. Hegnsynet havde i sin kendelse lagt vægt på, at den vedligeholdelsespligtige ikke egenhændigt må nedkappe et levende fælleshegn under de fastsatte højder eller udtynde det så stærkt, at det mister sin lægivende virkning, jf. Hegnslovens § 18, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Hegnsynet i Aabenraa Kommunes kendelse af 22. juni 2016.

Nævnets kompetence

Nævnet fastslog, at det er klagemyndighed for administrative afgørelser i det omfang, det er fastsat i den øvrige lovgivning, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1. Nævnet afgør selv spørgsmål om sin kompetence, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 3.

I den konkrete sag var der ikke tale om en afgørelse omfattet af de lovgivninger, som Miljø- og Fødevareklagenævnet har kompetence til at behandle. Derfor havde nævnet ikke kompetence til at realitetsbehandle klagen.

Klagevejledning og gebyr

Nævnet bemærkede desuden, at Hegnsynets kendelse ifølge klagevejledningen ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Hegnslovens § 42, stk. 1. Kendelsen kunne derimod indbringes for domstolene senest 4 uger efter meddelelse, jf. Hegnslovens § 43, stk. 2.

Som følge af afvisningen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt til klager, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.