Stadfæstelse af påbud om fjernelse af udvidelse af brændeskur i fredskov

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om et påbud fra Miljøstyrelsen vedrørende fjernelse af en udvidelse af et brændeskur på en fredskovspligtig ejendom i Sønderborg Kommune. Ejendommen, matr. nr. [F1], Oksbøl, er beliggende på [A1], 6430 Nordborg, og er i sin helhed fredskovspligtig.

Sagens forhistorie

I 2012 meddelte Naturstyrelsen en lovliggørende dispensation til opførelse af en jagthytte og et mindre brændeskur på ca. 2 m2 på ejendommen. Dispensationen var betinget af, at der ikke kunne opnås tilladelse til yderligere byggeri på arealet. Praksis for arbejdsskure i fredskov kræver typisk et skovareal på mindst 20 ha, hvilket den omhandlede ejendom ikke opfylder.

Sønderborg Kommune meddelte efterfølgende i 2012 en lovliggørende landzonetilladelse og byggetilladelse til jagthytten (18 m2) og et brændeskur (4 m2). Der var en uoverensstemmelse i størrelsesangivelserne mellem Naturstyrelsens og kommunens afgørelser, hvor kommunens tilladelse var baseret på mere præcise bygningstegninger.

Miljøstyrelsens påbud

Miljøstyrelsen udstedte den 14. december 2020 et påbud om fjernelse af en udvidelse af brændeskuret. Styrelsen konstaterede via billedmateriale, at det oprindelige åbne brændeskur fra 2012 var udvidet i højden og havde ændret karakter til et lukket udhus/brændeskur. Miljøstyrelsen vurderede, at denne udvidelse var i strid med vilkåret om intet yderligere byggeri, som var fastsat i Naturstyrelsens dispensation fra 2012. Styrelsen lagde vægt på, at brændeskuret ikke var omfattet af undtagelsen for byggeri nødvendigt for skovdriften, da det fredskovspligtige areal ikke opfyldte arealkravet på 20 ha.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med flere anbringender:

• Det oprindelige brændeskur var ikke tidssvarende eller funktionelt til opbevaring af brænde og redskaber.
• Klager handlede i god tro baseret på Sønderborg Kommunes byggetilladelse, som ikke specificerede en højdebegrænsning.
• Udvidelsen er ikke til gene for naboer eller offentligheden.
• Påbuddet er uforholdsmæssigt i forhold til omkostningerne ved lovliggørelse, herunder flytning af elinstallationer.
• Skuret er til gavn for dyrelivet.

Klager foreslog desuden en tilpasning af skurets tag for at forbedre indtrykket uden at ødelægge brugbarheden.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen fastholdt, at kommunens byggetilladelse fra 2012 alene var en lovliggørelse af eksisterende forhold og ikke gav anledning til udvidelse. Styrelsen bemærkede, at klager var bekendt med fredskovspligten og vilkåret om intet yderligere byggeri. Miljøstyrelsen vurderede, at hverken omkostninger til flytning af elinstallationer eller hensynet til opbevaring af materiel kunne begrunde en lovliggørende tilladelse, da skovens størrelse ikke nødvendiggør et arbejdsskur.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens påbud om fjernelse af udvidelsen af brændeskuret.

Nævnets vurdering

Nævnet henviste til Skovlovens § 1, der fastslår lovens formål om bæredygtig skovdrift med hensyn til træproduktion, biodiversitet, landskab, natur- og kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. Det blev fremhævet, at Skovlovens § 11, stk. 1 forbyder opførelse af bygninger i fredskov, medmindre de er nødvendige for skovdriften, jf. Skovlovens § 11, stk. 2, nr. 1.

Nævnet bemærkede, at Miljøstyrelsen kan dispensere fra forbuddet efter Skovlovens § 38, men at praksis er restriktiv. Dispensation gives kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder, og hvis samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til fredskoven. Vurderingen skal baseres på driftsmæssige, landskabelige, natur- og kulturhistoriske hensyn samt rekreative værdier, og der tages højde for præcedensvirkning. Sager om lovliggørelse vurderes som udgangspunkt som forudgående ansøgninger.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå særlige grunde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis og den uønskede præcedensvirkning. Det blev også fremhævet, at skoven ikke havde det fornødne omfang til at begrunde et arbejdsskur til skovdriften.

Nævnet vurderede, at klagerens anbringender om omkostninger til flytning af elektriske installationer og Sønderborg Kommunes byggetilladelse fra 2012 (som var en lovliggørelse af eksisterende forhold) ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet tog ikke stilling til klagerens forslag om et ændret tag, da dette ikke var forelagt Miljøstyrelsen som førsteinstans.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 14. december 2020 om påbud om fjernelse af udvidelse af brændeskur. Miljøstyrelsen skal fastsætte en ny frist for påbuddets efterkommelse. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Skovlovens § 60, stk. 1.