Ølafgift ved grænsehandel: Afgørelse om 'eget brug' og ekstraordinær genoptagelse

Skattestyrelsens og Klagerens Argumenter

Skattestyrelsen begrundede opkrævningen med, at mængderne oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De mente, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 for perioden 2015-2017 og dele af 2018. Klageren påstod nedsættelse til 0 kr., idet hun benægtede at have indkøbt og indført alle varerne alene, og fastholdt, at indkøbene var til eget brug og fælles forbrug med venner og familie.

Landsskatterettens Begrundelse og Resultat

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller identitetsoplysninger, og at det ikke umiddelbart er indrettet til kun at blive brugt af kortindehaveren, selvom vilkårene angiver det som personligt. Der er ingen kontrol hos udbyderen, der forhindrer brug af flere personer.

Tre retsmedlemmer fandt, at der for de generelle indkøb (uden forudbestilling) ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer i mængder, der oversteg eget brug. Kortets udformning og manglende kontrolmekanismer betød, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren alene havde foretaget samtlige registrerede køb.

For så vidt angår de varer, der var forudbestilt af klageren (hvor klagerens navn og e-mail var registreret), fandt de tre retsmedlemmer, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke fremlagt faktiske oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Da den indførte mængde øl (ca. 410 liter pr. tur) væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug (110 liter jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3), påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket ikke var sket. Klageren hæftede derfor for afgiften, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Vedrørende den ekstraordinære genoptagelse for perioden 27. marts 2018 til 29. maj 2018, fandt retsmedlemmerne, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den store mængde varer, der kontinuerligt blev indført. Skattestyrelsens frister for varsling og afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet var den 5. januar 2021, og varsel blev sendt den 8. juni 2021.

Et retsmedlem dissenserede og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for alle køb, da der ikke var skabt en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren i perioden fra den 27. marts 2018 til den 10. marts 2020, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften nedsættes til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen i medfør af § 12, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at loyalitetskortet var tilknyttet klageren, og at de store og kontinuerlige indkøb i Tyskland indikerede, at varerne ikke var til eget brug. Skattestyrelsen henviste til, at klageren burde have vidst, at der skulle betales afgift, og at der derfor var handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen mente, at det påhvilede klageren at dokumentere, at kortet var misbrugt, eller at købene ikke var foretaget af ham. De fremlagte førerrapporter blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, da de kun dækkede få dage, og butikkens åbningstider tillod køb uden for arbejdstid. Skattestyrelsen henviste desuden til en tidligere grænsekontrol i 2018, hvor klageren blev stoppet med en stor mængde øl.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant fastholdt, at loyalitetskortet var et ihændehaverkort uden pinkode eller ID-kontrol, og at det derfor let kunne misbruges. Det blev fremhævet, at udbyderen ikke havde sikret sig bevis for, at kortindehaveren var den registrerede ejer. Klageren henviste til Landsskatterettens praksis, herunder SKM2023.97.LSR, hvor det blev fastslået, at loyalitetskortregistreringer i sig selv ikke har tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at løfte bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde. Klageren argumenterede, at bevisbyrden aldrig var overgået til ham, da Skattestyrelsen ikke havde fremlagt yderligere objektiv dokumentation som f.eks. bankkontoudtog, der kunne koble købene til klageren.

Retsgrundlag og praksis

Sagen blev behandlet i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 1, stk. 1, Spiritusafgiftsloven § 1, stk. 1 om afgiftspligt, og Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2 og Spiritusafgiftsloven § 15, stk. 3 om afgiftsfritagelse for varer til eget brug. Rådets direktiv 2008/118/EF artikel 32 om vejledende mængder (110 liter øl, 10 liter spiritus) var også relevant. Bestemmelser om hæftelse (Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9 og Spiritusafgiftsloven § 33, stk. 9) og forældelse (Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1) blev også inddraget. Landsskatteretten henviste til tidligere domme, herunder SKM2013.52.VLR, SKM225.177.BR, SKM2023.97.LSR og SKM2025.62.LSR, der behandlede lignende sager om loyalitetskort og bevisbyrde.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at loyalitetskortet var anvendt af tredjemand, da klagerens oplysninger ikke var underbygget af objektive kendsgerninger. Retten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke er indrettet til udelukkende at kunne anvendes af den person, der har oprettet kontoen, og at der ikke er kontrolforanstaltninger, der forhindrer brug af flere personer. Flertallet af retsmedlemmerne fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer, da kortet kunne anvendes af andre, og der ikke forelå yderligere oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for disse køb.

For så vidt angår varer, der var forudbestilt af klageren (hvor klagerens navn og/eller e-mail var registreret), fandt retten dog, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klagerens førerrapporter afkræftede ikke denne formodning, da de kun sandsynliggjorde, at han ikke selv havde afhentet varerne, men ikke at han ikke havde erhvervet dem. Ligeledes fandt retten, at der var en tilstrækkelig sammenhæng mellem det registrerede indkøb på loyalitetskortet den 26. november 2018 (142,56 liter øl) og den mængde øl (633 liter), klageren blev konstateret med ved en grænsekontrol samme dag, til at det var godtgjort, at klageren havde indkøbt og indført disse varer.

Landsskatteretten bemærkede, at Skattestyrelsen ikke havde taget stilling til, om mængden af de forudbestilte varer og de varer, der blev registreret indkøbt den 26. november 2018, oversteg den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Dette spørgsmål, herunder en fornyet vurdering af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse for perioden 17. januar 2018 til 15. april 2018, skulle behandles af Skattestyrelsen. Et mindretal af retsmedlemmerne stemte for kun at hjemvise sagen vedrørende købet den 26. november 2018 og nedsætte afgiften til 0 kr. for den øvrige varemængde.