Stadfæstelse af skatteansættelse: Beskatning af bonus udbetalt efter forskerskatteordningens ophør

Sagen omhandler en klagers skatteansættelse for indkomstårene 2017 og 2018, specifikt beskatningstidspunktet for en bonus og dens eventuelle omfattethed af forskerskatteordningen. Klageren var ansat som Chief Analyst hos [finans1] fra maj 2012 til april 2017 og var i denne periode omfattet af forskerskatteordningen. Klageren udrejste fra Danmark den 28. april 2017 og ophørte med at være fuldt skattepligtig.

I marts 2018 modtog klageren en bonus på 410.000 kr. samt 51.250 kr. i feriepenge, vedrørende indkomståret 2017. Klagerens arbejdsgiver indberettede beløbet med kode 08 (forskerskatteordningen), men modtog en advis om, at klageren ikke længere var omfattet af ordningen. Skattestyrelsen behandlede derfor beløbet som almindelig indkomst under begrænset skattepligt for indkomståret 2018.

Klagerens repræsentant anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen for 2017 og 2018. Repræsentanten argumenterede principalt for, at bonussen var retserhvervet i april 2017, da klageren var funktionærlignende ansat og dermed løbende retserhvervede bonussen. Dette ville betyde, at bonussen skulle beskattes i 2017 under forskerskatteordningen. Subsidiært blev det anført, at skatteansættelsen for 2018 var ugyldig, da Skattestyrelsen havde ændret arbejdsgiverens indberetning uden at meddele klageren herom. Mere subsidiært blev det påstået, at beløbet under alle omstændigheder skulle beskattes efter forskerskatteordningen, med henvisning til praksis for Ligningsloven § 33 A.

Skattestyrelsen fastholdt, at bonussen først var retserhvervet i marts 2018, da den var betinget af bestyrelsens godkendelse og selskabets samt klagerens performance, hvilket udgjorde en suspensiv betingelse. Da klageren ikke længere var omfattet af forskerskatteordningen i 2018, skulle bonussen beskattes efter de almindelige regler for begrænset skattepligt, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen afviste også ugyldighedspåstanden, idet årsopgørelsen var dannet automatisk på baggrund af systemets håndtering af den ukorrekte indberetning, og der ikke var tale om en manuel ændring med høringspligt efter Skatteforvaltningsloven § 20.

Klagerens bonusudbetalinger i ansættelsesperioden var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at retserhvervelsestidspunktet for den udbetalte bonus var i marts 2018. Klageren var på dette tidspunkt ikke længere omfattet af reglerne for forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven § 48e og Kildeskatteloven § 48f. Derfor skulle den udbetalte bonus beskattes efter de almindelige regler som begrænset skattepligtig, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Retserhvervelse: Bonussen blev indberettet af arbejdsgiveren og tildelt klageren i marts 2018. Ansættelseskontrakten indeholdt ingen garanti for bonus eller en garanteret minimumsbonus. Bonusprogrammet angav, at tildeling skete året efter optjeningsåret, baseret på den nærmeste leders indstilling, den ansattes performanceaftale, målopfyldelse samt resultatet for forretningsenheden og selskabet som helhed. Dette betød, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed ved ansættelsens ophør den 30. april 2017 for, at bonussen kunne anses for retserhvervet på dette tidspunkt. Selvom tidligere bonusudbetalinger skabte en formodning, var det ikke en garanti.
• Funktionærstatus: Spørgsmålet om klagerens funktionærstatus eller omfattethed af funktionærlovens regler påvirkede ikke tidspunktet for retserhvervelse eller udløbet af forskerskatteordningen.
• Ugyldighed af ansættelse: Ansættelsen for indkomståret 2018 blev ikke anset for ugyldig. Årsopgørelsen blev dannet automatisk på baggrund af arbejdsgiverens indberetning til eIndkomst, som foranledigede et advis, da indberetningen ikke var gyldig i forhold til klagerens skattestatus. Skatteforvaltningen ajourfører oplysninger i registret. Da årsopgørelsen blev dannet inden selvangivelsesfristen, var der ikke tale om en egentlig skatteansættelse med høringspligt efter Skatteforvaltningsloven § 20. Klageren havde mulighed for at selvangive eller klage over årsopgørelsen.

Landsskatteretten fandt ikke, at henvisningen til LSR 15-3227727 eller meddelelsen fra Kammeradvokaten af 3. januar 2022 dokumenterede en tilstrækkelig indholdsmæssig sammenhæng til nærværende sag til at ændre udfaldet.