Stadfæstelse af momstilsvar og afgiftstilsvar ved fjernsalg af vin til danske privatpersoner

Sagen omhandler et tysk selskab, [virksomhed1] GBR, der driver en vingård og sælger vin, mousserende vine og spiritus via sin hjemmeside. Skattestyrelsen havde ansat selskabets momstilsvar til 26.466 kr. og afgiftstilsvar til 24.168 kr. for salg af varer til danske privatpersoner i perioden april-juni 2020. Skattestyrelsen anså salget for fjernsalg med leveringssted i Danmark, hvilket medførte pligt til at betale dansk moms og punktafgifter.

Faktiske omstændigheder

Selskabet, ejet af [person1] og [person2], er momsregistreret i Tyskland og har afregnet tysk moms og punktafgifter af de omhandlede varer. Selskabet er ikke registreret for moms og punktafgifter i Danmark. I maj 2020 stoppede Toldstyrelsen en tysk varebil ved den danske grænse, indeholdende vin m.m. til danske privatpersoner. I varebilen var [person2] og hans far, [person4].

Selskabet oplyste, at de danske kunder grundet Covid-19 ikke kunne afhente varerne på vingården. Selskabet henviste derfor kunderne til [person4]s transportvirksomhed, [virksomhed2], med henblik på transport til to udleveringssteder i Danmark. Selskabet hævdede, at kunderne frit kunne vælge transportør, og at selskabet kun pakkede varerne. [virksomhed2] er beliggende på samme adresse som selskabet og ejes af [person4].

Skattestyrelsen vurderede, at selskabet som minimum var indirekte involveret i transporten, idet [person2] henviste kunderne til [virksomhed2], som ejes af hans far og har samme adresse som vingården, og [person2] selv deltog i transporten. Dette førte til, at salget blev anset for fjernsalg i henhold til Momsloven § 14, stk. 1, nr. 2, 3. pkt. og Momsloven § 14, stk. 1, nr. 3.

Skattestyrelsen opgjorde momsen og punktafgifterne således:

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet påstod nedsættelse af momstilsvar og afgiftstilsvar. Selskabet anførte, at Skattestyrelsen havde misfortolket de faktiske omstændigheder og anvendt EU-skatteretten forkert. Selskabet fremhævede, at en tysk skattekontrol havde bekræftet, at salget var korrekt deklareret og beskattet i Tyskland, hvilket resulterede i dobbeltbeskatning. Selskabet anmodede Landsskatteretten om at forelægge sagen for EU-Domstolen for en præjudiciel afgørelse, hvis retten fastholdt Skattestyrelsens afgørelse.

Selskabet argumenterede, at ordet "referred" var blevet misforstået af Skattestyrelsen, da ejeren ikke var engelsktalende, og at kunderne frit kunne vælge transportør. Selskabet fremlagde erklæringer fra kunderne, der bekræftede, at de selv havde arrangeret transporten. Selskabet bestred også, at den fælles adresse mellem selskabet og [virksomhed2] havde juridisk betydning, da de opererede uafhængigt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at selskabets salg af vin, spiritus og druesaft til danske privatpersoner udgjorde fjernsalg med leveringssted i Danmark, og at selskabet derfor var pligtig til at betale dansk moms og punktafgifter.

Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Selskabets ejer, [person2], henviste de danske kunder til [virksomhed2], der ejes af [person2]s far, [person4].
• [virksomhed2] er beliggende på samme adresse som selskabet.
• [person2] deltog selv i transporten af varerne til Danmark.
• Det tætte interessefællesskab mellem selskabet og [virksomhed2] blev anset for afgørende for initiativet til transporten.

Disse forhold førte til, at selskabet som minimum blev anset for indirekte involveret i transporten, hvilket opfylder definitionen af fjernsalg i Momsloven § 14, stk. 1, nr. 2, 3. pkt. og Momsloven § 14, stk. 1, nr. 3. Retten henviste til EU-Domstolens praksis i sag C-276/18 KrakVet, præmis 82, som støtter denne fortolkning.

De fremlagte ensidige erklæringer fra kunderne blev ikke tillagt vægt, da de var indhentet til brug for sagen, og der ikke var anden dokumentation for, at selskabet havde henvist til andre transportører.

Moms og punktafgifter

Skattestyrelsens efteropkrævning af salgsmoms på 20 % af den momspligtige omsætning blev fundet at være i overensstemmelse med gældende praksis, jf. EU-Domstolen i de forenede sager C-249/12 og C-250/12 Tulicâ og Plavosin, præmis 43.

Selskabet blev fundet pligtig til at betale vin- og spiritusafgift i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 3, stk. 1 og Spiritusafgiftsloven § 1, samt tillægsafgift for mousserende vin jf. Øl- og vinafgiftsloven § 3 A. Endvidere blev selskabet fundet pligtig til at betale emballageafgift i henhold til Emballageafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1 og Emballageafgiftsloven § 2, stk. 3 og Emballageafgiftsloven § 2, stk. 4.

Registreringsgrænsen på 280.000 kr. for fjernsalg gælder ikke for punktafgiftspligtige varer, jf. Momsloven § 48, stk. 3. Selskabet havde derfor pligt til at lade sig registrere for moms og punktafgifter i Danmark, jf. Momsloven § 47, stk. 1.

Dobbeltbeskatning og præjudiciel forelæggelse

Det forhold, at selskabet havde betalt tysk moms og afregnet punktafgifter i Tyskland, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten henviste til EU-Domstolens sag C-276/18 KrakVet, præmis 49 og 53, hvoraf det fremgår, at skattemyndigheder i to medlemsstater ikke er forpligtet til at indgå et samarbejde for at nå en fælles løsning, og at en skattemyndighed er berettiget til at pålægge transaktioner moms, selvom de allerede er pålagt moms i et andet EU-land.

På baggrund af ovenstående fandt retten, at sagen ikke gav anledning til en præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.