Landsskatteretten om leveringssted for hårde hvidevarer solgt med tysk moms

Sagen omhandlede spørgsmålet om leveringsstedet for hårde hvidevarer, der blev solgt af et dansk selskab, H1 ApS, til danske kunder med afhentning i Tyskland. Selskabet, som også var momsregistreret i Tyskland, tilbød kunderne at købe varer med tysk moms, forudsat at de selv afhentede varerne på et lager i Tyskland. Betaling skete ofte i Danmark i forbindelse med ordreafgivelsen. Varerne blev transporteret fra Danmark til Tyskland for det danske selskabs regning og risiko, og et tysk lagerforvalter stod for udleveringen. Alle reklamationer blev håndteret af det danske selskab.

Skattecentret efteropkrævede salgsmoms for perioden 1. september 2006 til 31. oktober 2007, idet de anså leveringsstedet for at være i Danmark. Skattecentret henviste til, at selskabet ikke havde etableret et reelt forretningssted i Tyskland, og at købsaftalerne reelt blev indgået af det danske selskab. Dette var i overensstemmelse med Skatterådets afgørelser i SKM2006.530 og SKM2007.758, som skærpede praksis for grænsehandel.

Selskabet påstod principalt, at der var tale om to separate leverancer: en momsfritaget overførsel af varer fra det danske selskab til dets tyske momsregistrering, og en efterfølgende leverance fra den tyske registrering til kunden i Tyskland, hvorved leveringsstedet var i Tyskland. Subsidiært argumenterede selskabet for, at der var tale om et fjernsalg, som ikke havde leveringssted i Danmark, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 2. pkt.. Mest subsidiært anmodede selskabet om, at der kun skulle opkræves differencen mellem den allerede indbetalte tyske moms og den danske moms for at undgå dobbeltbeskatning.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse. Retten fandt, at det danske selskab var den reelle sælger og ikke blot en mellemmand. For at leveringsstedet kunne anses for at være i Tyskland, skulle den tyske momsregistrering have haft den faktiske ret til at råde over varerne, før de blev videresolgt til den danske kunde. Dette var ikke tilfældet, da købsaftalen mellem den danske kunde og den tyske registrering allerede var indgået af det danske selskab, før varerne blev overdraget til den tyske registrering. Den tyske registrering opnåede derfor aldrig reelt råderet over godet, jf. Momsloven § 4, stk. 1.

Retten bemærkede desuden, at den tyske registrering ikke bar nogen reel økonomisk risiko ved transaktionen, idet varer, der ikke blev afhentet, blev tilbageført til det danske selskab for dets regning og risiko, og alle reklamationer blev håndteret af det danske selskab. På denne baggrund blev leveringsstedet for varerne anset for at være i Danmark, da varerne befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren påbegyndtes, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 1. led.

Vedrørende den subsidiære påstand om fjernsalg fandt retten, at der ikke forelå et fjernsalg omfattet af Momsloven § 14, nr. 2, 2. pkt.. Dette skyldtes, at en endelig bindende købsaftale blev indgået ved kundens henvendelse i selskabets danske butikker, ofte med øjeblikkelig fakturering og betaling i Danmark. Retten vurderede, at de opregnede forudsætninger for fjernsalg var kunstigt skabt, og at den eneste begrundelse for at flytte leveringsstedet til Tyskland syntes at være at opnå en afgiftsfordel uden reel forretningsmæssig begrundelse.

For så vidt angår den mest subsidiære påstand om fradrag for allerede afregnet tysk moms, bemærkede retten, at der ikke er hjemmel i Momsloven § 56, stk. 3 til fradrag for afgift afregnet i en anden medlemsstat. Derfor kunne denne påstand heller ikke imødekommes.

Landsskatterettens afgørelse var i overensstemmelse med Skatterådets tidligere afgørelser, SKM2006.530 og SKM2007.758, og fastslog, at salget var momspligtigt i Danmark fra den 1. september 2006.