Eftergivelse af gæld - Pension fra USA - Boligindskud - Gældsinddrivelsesloven § 13

Sagen omhandler en klagers anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige, primært bestående af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp vedrørende et boligindskud, stiftet i januar 2020. Klageren, en 77-årig pensionist fra USA, var vendt hjem til Danmark i 2019 og havde en beskeden pension fra USA på ca. 8.300 kr. om måneden. Klageren modtog desuden boligsikring på 793 kr. om måneden, hvilket var væsentligt lavere end forventet.

Gældsstyrelsens afslag

Gældsstyrelsen havde afslået anmodningen om eftergivelse med henvisning til flere punkter:

• Ingen varig forbedring: Det blev vurderet, at eftergivelse ikke ville føre til en varig forbedring af klagerens økonomiske forhold, da rådighedsbeløbet var for lavt til at dække leveomkostninger og uforudsete udgifter, herunder en forventet tandlægeregning. Dette var i strid med Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 1.
• Anden betydelig gæld: Klageren havde en gæld på 11.844 kr. til sin bror, hvilket blev anset for betydelig og i strid med Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 3.
• Ingen særlige sociale forhold: Gældsstyrelsen fandt ikke, at klagerens situation med hjemkomst fra udlandet uden optjent dansk pension eller ret til boligydelse udgjorde forhold, der i særlig grad talte for eftergivelse efter Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 6.
• Gæld ikke saneringsmoden: Gælden, stiftet i januar 2020, blev ikke anset for saneringsmoden i henhold til Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 4.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant argumenterede for, at eftergivelse netop ville forbedre klagerens økonomi, da der ikke var plads til at afdrage gælden. Det blev oplyst, at klageren var bevilget omsorgstandpleje, og at lånet fra broren var eftergivet, hvilket eliminerede den private gæld. Repræsentanten fremhævede klagerens særlige forhold, herunder kognitive udfordringer, dårligt helbred (dårligt hjerte, forhøjet blodtryk, begyndende demens) og behov for omfattende daglig hjælp, som afveg fra det sædvanlige og burde begrunde eftergivelse. Det blev også anført, at gældens alder ikke burde være en afgørende faktor, da betalingsevnen var afgørende.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede Gældsstyrelsens afgørelse og imødekom klagerens anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige. Retten henviste til Gældsinddrivelsesloven § 17 vedrørende Landsskatterettens kompetence til at behandle klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.

Landsskatteretten vurderede betingelserne for eftergivelse i henhold til Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 1:

• Manglende betalingsevne: Klagerens betalingsevne blev beregnet efter principperne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 7 til en negativ betalingsevne på 3.287 kr. pr. måned. Dette blev anset for at godtgøre, at klageren ikke var i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt havde til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, da udgifterne oversteg indtægterne.

• Varig forbedring af økonomiske forhold: Landsskatteretten lagde vægt på, at selvom klagerens reelle rådighedsbeløb på 3.503 kr. pr. måned var lavere end det takstmæssige rådighedsbeløb for en enlig (6.790 kr. i 2022, jf. SKM2021.630.GÆLDST), kunne dette ikke i sig selv begrunde et afslag. Med henvisning til praksis for gældssanering (FM 2020.269) blev det afgørende, om skyldneren havde vist at kunne leve for et lavere beløb uden at stifte ny gæld. Klagerens budget for 2020 viste et lille underskud, men skatteoplysninger for 2021 bekræftede, at klageren ikke havde privat gæld og ikke havde stiftet ny gæld. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at en eftergivelse ville føre til en varig forbedring af klagerens økonomiske forhold.

• Andre omstændigheder: Vedrørende Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 4 fandt Landsskatteretten, at gældens alder (stiftet januar 2020) ikke i sig selv var en afgørende omstændighed imod eftergivelse. Det blev også fremhævet, at gælden var optaget med henblik på at skaffe klageren en nødvendig bolig, og at klageren på tidspunktet for optagelsen havde en forventning om at kunne tilbagebetale gælden. Disse forhold talte for, at gældens alder ikke kunne karakteriseres som en afgørende hindring.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til eftergivelse, da betingelserne i Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 1 var opfyldt, og der ikke forelå andre omstændigheder, der talte afgørende imod eftergivelse.