Eftergivelse af gæld - manglende betalingsevne og sociale forhold
Dato
22. juni 2021
Hoved Emner
Eftergivelse og gældssanering
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Eftergivelse af gæld, Offentlig gæld, Betalingsevne, Udlæg, Saneringsmoden gæld, Frivillig afdragsordning, Sociale forhold
Sagen drejede sig om en klagers anmodning om delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, som Gældsstyrelsen havde afslået. Klageren, en fleksjobansat, havde en offentlig gæld på over 333.000 kr., primært fra en tidligere taxavirksomhed og restskat. Gældsstyrelsen havde foretaget udlæg i klagerens ejendom og bil for en del af gælden.
Klageren begrundede sin anmodning med tab fra taxavirksomheden, der skyldtes ulovlige biler, samt en alvorlig kræftsygdom i 2016, som havde forringet hans økonomi. Han oplyste, at han kun kunne klare sine daglige udgifter med økonomisk hjælp fra sin datter, og at han ønskede at omlægge sine ejendomslån, hvilket krævede sletning af udlæggene. Han fremhævede også, at han havde foretaget frivillige afdrag, og at en tidligere afdragsordning var stoppet af SKAT på grund af fejl i EFI-systemet.
Gældsstyrelsen afslog anmodningen med henvisning til flere forhold:
- Klageren havde afdraget på privat gæld uden samtidig at afdrage på offentlig gæld, hvilket blev anset for at forfordele private kreditorer, jf. Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 2, nr. 4.
- Gælden blev ikke anset for at være saneringsmoden, da den var af forholdsvis ny dato (fra 2015), jf. Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 3, 1. pkt..
- Klagerens sygdom og økonomiske situation blev ikke vurderet til at være af en sådan karakter, at de i særlig grad talte for eftergivelse, jf. Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 6.
- Anskaffelsen af en Camp-let efter ansøgningen talte imod eftergivelse, da det blev set som en prioritering af fritidsaktiviteter over gældsafvikling.
I en supplerende udtalelse præciserede Gældsstyrelsen, at udlæggene i ejendommen ikke reelt var sikret, hvilket betød, at hele gælden kunne tages i betragtning for eftergivelse. Dog fastholdt Gældsstyrelsen, at klagerens evne til at afdrage 4.000 kr. månedligt (selvom med hjælp fra børn) indikerede, at han kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og at dette talte imod eftergivelse efter Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 1.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten ændrede Gældsstyrelsens afgørelse og fandt, at klageren var berettiget til eftergivelse af sin gæld til det offentlige.
Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at den alene kunne tage stilling til Gældsstyrelsens afslag på eftergivelse og ikke til klagerens indsigelser vedrørende udlæg i ejendommen, dækning af gæld ved indbetalinger eller korrektheden af retsafgiften.
Vurdering af udlæggets sikkerhed
Landsskatteretten lagde til grund, at Gældsstyrelsens udlæg i klagerens ejendom, som havde 6. prioritet, ikke reelt var sikret, da ejendommens restgæld til foranstående prioriteter oversteg den offentlige vurdering. Dette betød, at hele klagerens gæld til det offentlige skulle vurderes i forhold til eftergivelse, i modsætning til Gældsstyrelsens oprindelige vurdering, hvor kun den ikke-pantesikrede del blev behandlet. Dette princip er i overensstemmelse med praksis, jf. eksempelvis SKM2008.90.LSR.
Vurdering af betalingsevne
Landsskatteretten fandt det godtgjort, at klageren ikke var i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt havde til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. Gældsinddrivelsesloven § 13, stk. 1. Dette blev baseret på klagerens indtægter og rimelige udgifter, herunder Gældsstyrelsens egen betalingsevneberegning, som udviste en negativ betalingsevne efter reglerne i Inddrivelsesbekendtgørelsen kapitel 7.
Det forhold, at klageren fra 1. januar 2021 havde afdraget med 4.000 kr. månedligt, ændrede ikke dette resultat. Landsskatteretten lagde vægt på klagerens oplysning om, at disse betalinger skyldtes hjælp fra klagerens børn, hvilket ikke kunne forventes at være en varig løsning.
Konklusion
Da det blev anset for godtgjort, at klageren ikke var i stand til at opfylde sine gældsforpligtelser inden for de nærmeste år, og at en eftergivelse ville føre til en varig forbedring af klagerens økonomiske forhold, ændrede Landsskatteretten Gældsstyrelsens afgørelse. Klageren blev dermed anset for berettiget til eftergivelse.
Lignende afgørelser