Befordringsfradrag og Honorarindkomst: Vurdering af Selvstændig Erhvervsvirksomhed vs. Honorarmodtager

Sagen omhandler en klagers skattemæssige behandling af befordringsfradrag og indkomst fra konsulentvirksomhed for indkomstårene 2016-2018. Klageren, der er bosat på Bornholm og ansat i [by3] på Sjælland, drev sideløbende en konsulentvirksomhed. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klageren var berettiget til befordringsfradrag opgjort efter Skatterådets takster, at klageren ikke var selvstændig erhvervsdrivende, men honorarmodtager, og at honorarindkomsten var skattepligtig.

Klageren selvangav underskud eller 0 kr. fra sin virksomhed i årene 2012-2018. I kontrolperioden 2016-2018 havde virksomheden kun to kunder, [by1] Kommune og [by2] Kommune, med begrænset omsætning. Klageren havde desuden fratrukket udgifter af privat karakter, såsom gruppelivsforsikring, TV-abonnement, beklædning, og reparation af mobiltelefoner og autocamper, samt udokumenterede udgifter.

Klagerens repræsentant fastholdt, at klageren var berettiget til fradrag for faktiske befordringsudgifter, da han ikke modtog skattefri godtgørelse for al kørsel, og at virksomhedsresultatet skulle ansættes til 0 kr. med fradrag for revisorudgifter og andre driftsomkostninger. Repræsentanten argumenterede også for, at honorarindkomsten ikke skulle beskattes dobbelt, da den var medtaget i virksomhedens omsætning.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen fastholdt, at befordringsfradrag skulle opgøres efter Ligningsloven § 9 C og Skatterådets takster, inklusiv særregler for udkantskommuner og faktiske udgifter til færge og Øresundsbroen. Fradrag for kørsel på Sjælland kunne ikke godkendes grundet manglende dokumentation. Vedrørende virksomheden anså Skattestyrelsen klageren for honorarmodtager, da virksomheden ikke levede op til kravene for selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder manglende økonomisk risiko, lav intensitet og få kunder. Udgifter af privat karakter blev ikke godkendt som fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dog anerkendte Skattestyrelsen, at revisorudgifter for 2016 og 2017 kunne fradrages som udgifter relateret til honorarindkomsten, da disse var dokumenterede og relaterede til indkomsterhvervelsen. Honorarindkomsten blev beskattet som personlig indkomst jf. Personskatteloven § 3, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Befordringsfradrag

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende befordringsfradrag. Retten henviste til Ligningsloven § 9 C, stk. 1 og 2 og højesteretsdommen SKM2004.162.HR, der fastslår, at befordringsfradraget er et standardiseret fradrag baseret på kilometertakster fastsat af Skatterådet, uafhængigt af faktiske udgifter. Klageren var berettiget til fradrag efter reglerne for udkantskommuner (Ligningsloven § 9 C, stk. 3, 3. pkt.), samt fradrag for faktiske udgifter til færgetransport og Øresundsforbindelsen (Ligningsloven § 9 C, stk. 9, 1. pkt. og bekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 § 4, stk. 1). Da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for et højere fradrag end det af Skattestyrelsen godkendte, var der ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Honorarindkomst

Landsskatteretten fandt, at klageren i relation til indkomsten fra [by1] Kommune og [by2] Kommune skulle anses for honorarmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende. Dette blev begrundet med, at klagerens virksomhed ikke havde genereret overskud i en lang årrække, havde en begrænset kundekreds og ikke udviste den fornødne intensitet eller økonomiske risiko, jf. cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, pkt. 3.1.1 og højesteretsdommen U.1996.1027.H. Honorarindkomsten var skattepligtig efter Statsskatteloven § 4.

Vedrørende fradrag for udgifter fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de fratrukne udgifter (f.eks. gruppelivsforsikring, TV-abonnement, beklædning, reparationer) var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og højesteretsdommen SKM2004.162.HR. Disse udgifter blev anset for at være af privat karakter eller udokumenterede. Landsskatteretten godkendte dog fradrag for revisorregningerne for indkomstårene 2016 (7.000 kr.) og 2017 (8.500 kr.), da disse stod i direkte relation til honorarindkomsten. Revisorregningen for 2018 blev ikke godkendt, da der ikke var honorarindkomst i dette år. Skattestyrelsens afgørelse blev herefter ændret for så vidt angår den skattepligtige honorarindkomst, idet de godkendte revisorudgifter nedsatte den skattepligtige indkomst.