Polsk arbejder fik medhold i skattemæssigt hjemsted i Polen, men afslag på befordringsfradrag

Sagen omhandlede en polsk statsborger, der siden 2008 havde arbejdet fuld tid i Danmark, men havde sin familie, hus og et mindre landbrug i Polen. Klageren rejste hyppigt til Polen i weekender, ferier og under sygdom. Tvisten angik, om han var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller Polen, og om han var berettiget til befordringsfradrag for rejserne mellem de to lande.

Skattestyrelsen mente, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, da hans økonomiske interesser var her, og han opholdt sig mest i Danmark. Derfor blev han nægtet anvendelse af grænsegængerreglerne og befordringsfradrag for rejser til Polen.

Klageren argumenterede for, at hans centrum for livsinteresser var i Polen, hvor hans familie og personlige liv var, og at han tilbragte flere dage i Polen end i Danmark. Nedenstående tabel viser klagerens opgørelse over opholdsdage, hvor rejsedage tælles med i begge lande:

Landsskatteretten fandt, at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, hvor klageren havde centrum for livsinteresser eller hvor han sædvanligvis opholdt sig. Derfor blev hans statsborgerskab afgørende, hvilket medførte, at han blev anset for skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Han fik dermed ret til at anvende grænsegængerreglerne.

Til gengæld blev hans krav om befordringsfradrag afvist. Retten vurderede, at hans "sædvanlige bopæl" i henhold til Ligningslovens § 9 C var i Danmark på grund af hans stærke og langvarige økonomiske tilknytning. Rejserne til Polen blev derfor anset for private og ikke-fradragsberettigede.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til klagerens skattemæssige hjemsted for at afgøre, om han kunne anvende grænsegængerreglerne, samt om han var berettiget til befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen.

Skattemæssigt hjemsted

Retten fastslog først, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde bopæl til rådighed her, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da han også havde bopæl i Polen, skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter den prioriterede rækkefølge i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2.

1. Midtpunkt for livsinteresser (litra a): Landsskatteretten fandt, at dette kriterium ikke kunne afgøre sagen. Klageren havde sine stærkeste økonomiske interesser i Danmark (lønindkomst) og sine stærkeste personlige interesser i Polen (familie, hus, landbrug).

2. Sædvanligt ophold (litra b): Retten fandt, at klageren havde sandsynliggjort hyppige ophold i Polen, understøttet af kontoudtog og oplysninger om sygdomsbehandling. Dog var de præcise rejsetidspunkter ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Derfor kunne det ikke med sikkerhed fastslås, at han opholdt sig flere dage i Polen end i Danmark. Dette kriterium var derfor også uanvendeligt.

3. Statsborgerskab (litra c): Da de foregående kriterier ikke kunne anvendes, blev statsborgerskabet afgørende. Klageren er polsk statsborger og blev derfor anset for skattemæssigt hjemmehørende i Polen for indkomstårene 2017-2019.

Som følge heraf fik klageren medhold i, at han kunne anvende reglerne for grænsegængere og overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag, jf. Kildeskattelovens § 5 C.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fastslog, at vurderingen af "sædvanlig bopæl" efter Ligningslovens § 9 C er en selvstændig vurdering, der er uafhængig af det skattemæssige hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag var i Danmark. Der blev lagt vægt på:

• Den langvarige og stabile erhvervsmæssige tilknytning til samme arbejdsgiver i Danmark siden 2008.
• De væsentligste økonomiske interesser var i Danmark.
• Medlemskab af dansk A-kasse og fagforening.
• Fast bopæl og folkeregisteradresse i Danmark siden 2008.

Rejserne til Polen blev anset for private familiebesøg, og udgifterne hertil var derfor ikke fradragsberettigede. Da afstanden mellem klagerens danske bopæl og arbejdsplads var under 24 km, var han ikke berettiget til noget befordringsfradrag. Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt blev derfor stadfæstet.