Stadfæstelse af fuld skattepligt og afslag på befordringsfradrag mellem Danmark og Polen

Sagen omhandler en polsk statsborgers skattepligt, skattemæssige hjemsted og fradragsmuligheder i Danmark for indkomstårene 2017, 2018 og 2019. Klageren havde registreret bopæl i Danmark i en længere periode, samtidig med at han opretholdt bopæl og familieliv i Polen. Han arbejdede fuldtid i Danmark. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, hvilket medførte, at han ikke kunne anvende grænsegængerreglerne, ikke fik overført uudnyttet personfradrag fra ægtefællen, og at hans renteudgifter blev behandlet som almindelig kapitalindkomst. Endvidere blev hans befordringsfradrag begrænset til kørsel mellem hans danske bopæl og arbejdssted. Klageren protesterede mod disse afgørelser og anførte, at han var dobbelt domicileret med midtpunkt for livsinteresser i Polen, og at han derfor var berettiget til de nævnte fradrag og grænsegængerreglerne. Han bestred også Skattestyrelsens ret til at genoptage indkomståret 2017.

Faktiske oplysninger

Klageren var polsk statsborger og havde registreret bopælsadresse i Danmark fra 2012 til 2021 og igen fra 2022. Samtidig havde han fast bopælsadresse i Polen fra august 2017, hvor han boede med sin ægtefælle. Klageren arbejdede fuldtid i Danmark hos samme arbejdsgiver i de omhandlende indkomstår, med en årlig A-indkomst på omkring 370.000-407.000 kr. Han havde indbetalt til fagforening, a-kasse og pensionsopsparing i Danmark. Klageren havde oplyst renteudgifter fra et boliglån i Polen, som han havde optaget med sin ægtefælle i 2013. De samlede renteudgifter for 2019 var:

Klageren havde oprindeligt oplyst et lavere befordringsfradrag, men ændrede det via TastSelv til et betydeligt højere beløb, baseret på kørsel mellem Polen og Danmark. Skattestyrelsen havde dog kun godkendt fradrag for kørsel fra den danske bopæl. De oplyste og ændrede befordringsfradrag var:

Skattestyrelsen havde sendt forslag til afgørelse den 15. oktober 2020, hvilket klageren mente var for sent for indkomståret 2017.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter for indkomstårene 2017, 2018 og 2019.

Skattepligt og skattemæssigt hjemsted

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i de omhandlende indkomstår, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde haft registreret bopælsadresse i Danmark siden 2012. Da klageren også havde fast bopæl til rådighed i Polen, skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.

Retten vurderede, at klageren havde stærke økonomiske og erhvervsmæssige interesser i Danmark på grund af sit fuldtidsarbejde, og stærke personlige interesser i Polen på grund af ægteskab og bolig. Da det ikke kunne afgøres, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser (artikel 4, stk. 2, litra a), skulle spørgsmålet afgøres ud fra, hvor han sædvanligvis havde ophold (artikel 4, stk. 2, litra b). Landsskatteretten fandt, at der var en klar formodning for, at klageren havde opholdt sig mere i Danmark end i Polen, henset til omfanget af hans arbejde. Da klageren ikke havde fremlagt dokumentation, der afkræftede denne formodning, blev han anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Som konsekvens heraf kunne klageren ikke anvende grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5a-5d, og der skulle ikke tages hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller. De oplyste renteudgifter skulle overføres til almindelig kapitalindkomst.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c var i Danmark. Retten lagde vægt på klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser i Danmark, hvor han havde en tidsubegrænset fuldtidsstilling hos samme arbejdsgiver, samt at han havde været registreret på samme bopælsadresse i Danmark i 8 år. Der var en formodning for, at hans sædvanlige transport til og fra arbejde skete fra hans danske bopæl. Landsskatteretten fandt derfor ikke anledning til at ændre Skattestyrelsens opgørelse af befordringsfradraget, som var baseret på kørsel fra den danske bopæl.

Genoptagelse af indkomståret 2017

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var omfattet af den korte ligningsfrist, men derimod af den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Dette skyldtes, at klageren havde aktiver af betydning i udlandet (ejendom i Polen) og havde valgt at blive omfattet af reglerne for grænsegængere for indkomståret 2017. Da Skattestyrelsens genoptagelse af indkomståret 2017 var foretaget inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, var genoptagelsen rettidig.