Forhøjelse af virksomhedsindkomst og skattepligt: Bankindsætninger, udlejningsejendom i Litauen og løn fra litauisk selskab

Sagen omhandler en klager, der driver tømrer- og bygningssnedkervirksomhed i Danmark, men også har tilknytning til Litauen. Klageren selvangav et negativt resultat for virksomheden i indkomståret 2019. Skattestyrelsen foretog en gennemgang af klagerens bankkonti i både Danmark og Litauen og konstaterede en række indsætninger, som ikke var afstemt med klagerens bilagsmateriale eller selvangivne indkomst.

Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst for indkomståret 2019 med i alt 1.012.870 kr., fordelt på:

Skattestyrelsen begrundede forhøjelserne med, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til globalindkomstprincippet, og at de uafstemte indsætninger udgjorde yderligere skattepligtig omsætning, huslejeindtægt og lønindkomst. Det blev anført, at klageren ikke havde dokumenteret, at indtægterne var skattefrie, allerede beskattede, eller at arbejdet var udført i udlandet, ligesom der ikke var dokumentation for betalt skat i Litauen, hvilket forhindrede lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Klageren nedlagde principalt påstand om, at han ikke var skattepligtig til Danmark, da han angiveligt ikke havde arbejdet mere end seks måneder i landet. Subsidiært påstod klageren, at overskuddet af virksomhed og udlejningsvirksomhed skulle nedsættes. Klageren anførte, at bankindsætningerne dækkede udgifter til materialer, brændstof, værktøj, udbetaling af løn til medarbejdere uden bankkonto, lån til firmaet, samt kost og logi, som skulle være skattefrit. Klageren efterlyste konkret bevis for ophold i Danmark i mere end 182 dage og dokumentation for, at de omhandlede beløb var skattepligtige indkomster.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark for indkomståret 2019 i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Dette skyldtes klagerens folkeregisteradresse i Danmark siden 2010, samleverens tilmelding på samme adresse, samt klagerens registrering som ejer af en enkeltmandsvirksomhed i Danmark siden 2015. Som fuldt skattepligtig til Danmark er klageren skattepligtig af sin samlede årsindkomst, uanset oprindelse, jf. Statsskatteloven § 4.

Lempelse efter ligningslovens § 33 A

Landsskatteretten afviste klagerens anmodning om lempelse efter Ligningsloven § 33 A, stk. 1. Klageren havde ikke dokumenteret antallet af opholdsdage i Danmark, hvilket er en forudsætning for at opnå lempelse efter seksmånedersreglen.

Konkrete ændringer

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende forhøjelserne af klagerens indkomst:

• Overskud ved selvstændig virksomhed: Skattestyrelsens forhøjelse på 761.702 kr. blev stadfæstet. Beløbet stammede fra uafstemte indsætninger på klagerens bankkonti i Danmark og Litauen, som Landsskatteretten anså for yderligere omsætning i virksomheden. Klageren havde ikke dokumenteret, at midlerne var skattefrie eller allerede beskattede. Beskatningen blev fundet berettiget i henhold til Statsskatteloven § 4, Skattekontrolloven § 1, stk. 1, Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1, Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1. Fradrag for yderligere driftsudgifter blev ikke godkendt, da de allerede fratrukne udgifter blev anset for at indeholde samtlige driftsudgifter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

• Indkomst ved udlejning af fast ejendom: Forhøjelsen på 198.038 kr. vedrørende huslejeindtægter fra ejendomme i Litauen blev stadfæstet. Indtægterne blev anset for skattepligtige efter Statsskatteloven § 4. Selvom dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Litauen (artikel 6) giver Litauen beskatningsretten til fast ejendom beliggende der, blev der ikke foretaget lempelse, da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for betalt skat i Litauen, jf. overenskomstens artikel 24.

• Lønindtægt for arbejde udført for [virksomhed1] UAB: Forhøjelsen på 53.130 kr. for løn modtaget fra et litauisk selskab blev stadfæstet. Da klageren ikke dokumenterede, i hvilket omfang arbejdet var udført i Litauen, anså Landsskatteretten arbejdet for udført i Danmark. Beløbet blev beskattet efter Statsskatteloven § 4, og der skulle betales arbejdsmarkedsbidrag i henhold til Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2. Manglende dokumentation for betalt skat i Litauen medførte, at der ikke blev godskrevet skat af indtægten.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.