Domfældts pligt til at betale sagsomkostninger efter dom for narkotikakriminalitet

Sagen omhandler Anklagemyndighedens kæremål af en sagsomkostningsafgørelse truffet af Københavns Byret. Byretten havde afgjort, at domfældte skulle betale en del af sagens omkostninger, herunder halvdelen af salæret til den beskikkede forsvarer og et tidligere udlagt salær til en tidligere beskikket forsvarer, mens resten skulle dækkes af statskassen.

Anklagemyndighedens påstande

Anklagemyndigheden nedlagde en principal påstand om, at domfældte skulle betale sagens fulde omkostninger, herunder hele salæret til begge forsvarere. Subsidiært påstod Anklagemyndigheden, at statskassen skulle betale et mindre beløb end det af byretten fastsatte.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at kæremålet skulle admitteres i medfør af Retsplejeloven § 1013, stk. 1, og at en forkyndelse efter kærefristens udløb, jf. Retsplejeloven § 970, stk. 1, ikke medførte afvisning. Det blev desuden anført, at byrettens afgørelse om sagsomkostninger ikke var i overensstemmelse med Retsplejeloven § 1008, da domfældte var fundet skyldig i den forbrydelse, som undersøgelsen og tiltalen var rettet imod.

Forsvarerens bemærkninger

Domfældtes forsvarer oplyste, at domfældte ikke havde bemærkninger til kæremålet.

Baggrund for den oprindelige sag

Domfældte var i byretten tiltalt for overtrædelse af Straffeloven § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum, for at have modtaget ca. 11,5 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Han erkendte delvist skyld, idet han indrømmede at have placeret ca. 5,5 kg amfetamin i en bagageboks, men nægtede at have modtaget og videreoverdraget yderligere ca. 6 kg amfetamin. Byretten fandt ham skyldig i besiddelse af de 5,5 kg amfetamin og idømte ham fængsel i 7 år samt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse om sagsomkostninger. Landsretten fandt, at kæremålet var rettidigt iværksat, og at forkyndelsen efter kærefristens udløb ikke medførte afvisning. Kæremålet blev derfor admitteret. Landsretten fastslog, at domfældte var pligtig til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter til sagens behandling i henhold til Retsplejeloven § 1008, stk. 1. Det blev vurderet, at undersøgelsen ikke havde været rettet mod en anden forbrydelse end den, domfældte blev dømt for, jf. Retsplejeloven § 1008, stk. 2. Endvidere fandtes omkostningerne ikke at være forårsaget af andres fejl eller forsømmelser, og omkostningsansvaret stod ikke i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår, jf. Retsplejeloven § 1008, stk. 4. På dette grundlag ændrede Landsretten byrettens afgørelse, således at domfældte skulle betale sagens fulde omkostninger, herunder salæret på 30.400 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer og et tidligere udlagt salær på 13.200 kr. med tillæg af moms til den tidligere beskikkede forsvarer.