Højesterets dom om fortolkning af forlagsaftaler vedrørende rettigheder til musikdramatiske opførelser

Sagen omhandler en tvist mellem fire appellanter (tidligere sagsøgere), der er sangskrivere, og EMI Music Publishing Denmark A/S (EMI) vedrørende fortolkningen af forlagsaftaler indgået i 1993. Hovedspørgsmålet var, om disse aftaler indebar overdragelse af rettigheder til at anvende kompositionerne i musikdramatiske opførelser, såkaldte "store rettigheder" (f.eks. musicals).

Appellanternes Anbringender

Appellanterne gjorde gældende, at overdragelse af "store rettigheder" ikke var drøftet eller tilsigtet ved aftalernes indgåelse i 1993. De anførte, at EMI på daværende tidspunkt ikke var interesseret i eller kunne udnytte disse rettigheder, da EMI ikke var medlem af KODA Dramatik. De argumenterede for, at aftalernes bestemmelser om ændring af værker ikke refererede til musikdramatiske opførelser, og at vederlagsbestemmelserne ikke regulerede udnyttelsen af "store rettigheder".

Branchenormer og Juridiske Principper

Det blev fremført, at det ikke var almindeligt i Danmark i 1993 at sammensætte almindelige musikværker til musicals. Appellanterne henviste til juridisk litteratur, der kræver specifik angivelse for overdragelse af "store rettigheder" i forlagsaftaler. De påberåbte sig minimumsreglen, koncipistreglen og specialitetsgrundsætningen i Ophavsretsloven § 53, stk. 3, som indebærer en indskrænkende fortolkning af rettighedsoverdragelser. Subsidiært blev det anført, at aftalerne i givet fald skulle tilsidesættes helt eller delvist som urimelige i medfør af Aftaleloven § 36.

EMI's Anbringender

EMI anførte, at forlagsaftalernes ordlyd omfattede den "fulde og uindskrænkede ret til enhver forretningsmæssig udnyttelse" af kompositionerne, herunder offentlig fremførelse. De argumenterede for, at sondringen mellem "store rettigheder" og "små rettigheder" i KODAs aftaler ikke begrænsede den fulde overdragelse i forlagsaftalerne. EMI mente, at vederlagsbestemmelserne, der var baseret på KODAs skabelon, ikke havde betydning for rettighedsoverdragelsen.

Branchenormer og Retspraksis

EMI fremhævede, at det var sædvanligt i musikbranchen i 1993 at indgå aftaler om overdragelse af samtlige rettigheder til et værk. De påpegede, at musicals var populære og hyppigt forekommende i 1980'erne og 1990'erne, og at anvendelsen af eksisterende musik i teaterforestillinger var en kendt udnyttelsesform. Retspraksis viser, at aftaler om fuldstændig overdragelse af alle rettigheder lægges til grund, selv for udnyttelsesformer, der var ukendte på aftaletidspunktet. EMI afviste, at der var grundlag for at anvende koncipistreglen, minimumsreglen eller Ophavsretsloven § 53, stk. 3 til at fortolke aftalerne i strid med deres klare ordlyd, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte aftalerne i medfør af Aftaleloven § 36.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Sagens Baggrund og Problemstilling

Sagen omhandlede, hvorvidt forlagsaftaler indgået den 18. november 1993 mellem Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, og EMI Music Publishing Denmark A/S, samt tilsvarende aftaler med de øvrige appellanter, omfattede overdragelse af rettigheder til at anvende de omhandlede kompositioner i musikdramatiske opførelser (musicals mv.). Appellanterne havde overdraget de eksklusive rettigheder for hele verden til alle kompositioner, som Appellant 1 skrev alene eller sammen med andre til gruppen Band, samt andre kompositioner skrevet inden den 1. oktober 2003.

Forlagsaftalernes Indhold og Fortolkning

Højesteret bemærkede, at forlagsaftalerne detaljeret og klart beskrev de overdragne rettigheder. Det fremgik, at aftalerne medførte den "fulde og uindskrænkede ret til enhver forretningsmæssig udnyttelse" af kompositionerne. Opregningen af mulige udnyttelsesformer i aftalerne var ikke udtømmende, og aftalerne indebar en fuldstændig overdragelse af alle rettigheder til forretningsmæssig udnyttelse af de omhandlede kompositioner.

Ophavsmandens Ideelle Interesser og Branchenormer

Det blev fremhævet, at forlagsaftalerne tog hensyn til ophavsmandens ideelle interesser, idet ændringer, der ændrer værkets karakter (f.eks. nye arrangementer), kun kunne ske i samråd med ophavsmanden, jf. Ophavsretsloven § 3, stk. 2. Vederlagsbestemmelserne i aftalerne dækkede forskellige udnyttelsesformer med angivne procentsatser for mekaniske rettigheder, offentlig fremførelse, salg af noder og øvrig indkomst.

Højesteret fandt, at forlagsaftalernes bestemmelser om fuldstændig overdragelse af alle rettigheder ikke var usædvanlige i branchen i 1993. Retten lagde til grund, at muligheden for at anvende allerede eksisterende kompositioner i musikdramatiske opførelser ikke var ukendt på aftaletidspunktet. Der var derfor ikke grundlag for at fortolke aftalerne i strid med deres klare ordlyd ved at anvende koncipistreglen eller minimumsreglen. Specialitetsgrundsætningen i Ophavsretsloven § 53, stk. 3 blev anset for irrelevant, da aftalerne efter deres ordlyd omfattede rettigheder til udnyttelse i musikdramatiske opførelser.

Tilsidesættelse af Aftalerne

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at der ikke var grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte aftalernes bestemmelser om rettighedsoverdragelse som urimelige i medfør af Aftaleloven § 36.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Sagsomkostninger

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Appellant 2, tidligere Sagsøger 3, Appellant 3, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 4, tidligere Sagsøger 4 blev solidarisk dømt til at betale i alt 35.000 kr. i sagsomkostninger til EMI Music Publishing Denmark A/S. Beløbet skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.