Tilbagebetaling af kontanthjælp efter udbetaling af driftstabserstatning

Et ægtepar, hvor manden modtog kontanthjælp, startede i juli 1992 en cafévirksomhed, registreret som enkeltmandsfirma med hustruen som indehaver. Kommunen bevilgede fortsat kontanthjælp til manden i tre måneder, fratrukket hustruens SU-indtægter. Efter en brand i august 1992 måtte virksomheden midlertidigt indstilles, men manden fortsatte med at modtage kontanthjælp indtil genåbningen i september 1993.

Familien oplyste i september 1992, at forsikringen kun dækkede inventar, ikke mistet indtægt. I januar 1994 modtog kommunen dog oplysninger fra forsikringsselskabet om, at der var udbetalt 310.000 kr. for driftstab og 78.000 kr. for inventar. Driftstabserstatningen var udbetalt i februar 1993 og september 1993.

Kommunen krævede herefter kontanthjælpen tilbagebetalt for to perioder: september 1992 til februar 1993 (34.564 kr.) med henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, og for marts til september 1993 (39.130 kr.) med henvisning til bistandslovens § 25, nr. 1, da ægteparret havde modtaget hjælp på grund af urigtige/manglende oplysninger. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Ægteparret klagede til Ankestyrelsen og anførte, at driftstabserstatningen var skattepligtig og ikke skulle sidestilles med indtægt.

Ankestyrelsen fandt, at mandens ret til kontanthjælp ophørte, da han påbegyndte arbejde i restauranten. Den fejlagtige udbetaling i den første periode kunne dog ikke kræves tilbagebetalt, da den beroede på kommunens forhold.

Vurdering af driftstabserstatning

Ankestyrelsen fastslog, at driftstabserstatningen var udbetalt til hustruen som ejer af restauranten. Den kunne derfor ikke anses for at dække samme tidsrum og formål som den hjælp, der var udbetalt til manden, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. Der var ikke det nødvendige sammenfald mellem formålet med driftstabserstatningen (dækning af virksomhedens omsætningstab) og kontanthjælpens formål (dækning af leveomkostninger).

Driftstabserstatning som formue

Ankestyrelsen vurderede derimod, at den del af driftstabserstatningen, der svarede til virksomhedens forventede overskud, kunne betragtes som formue, hvoraf ægtefællens behov kunne dækkes, jf. bistandslovens § 39. Ved beregningen skulle der ses bort fra den del af erstatningen, der dækkede virksomhedens udgifter under nedlukning og genopstart. Kun den del af erstatningen, der var udbetalt i hjælpsperioden, kunne indgå i beregningen.

Erstatningen for ødelagt inventar blev anset for formue, der burde bevares af hensyn til familiens erhvervsmuligheder.

Tilbagebetalingspligt

Ankestyrelsen fandt, at ægteparret burde have oplyst kommunen om driftstabserstatningen. Da de havde givet urigtige oplysninger og var bekendt med erstatningen, måtte den hjælp, der blev udbetalt til manden efter den første udbetaling af driftstabserstatning, anses for modtaget mod bedre vidende. Denne del af hjælpen var derfor tilbagebetalingspligtig i henhold til Aktivloven § 91.

Ankestyrelsen ændrede ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen for en fornyet beregning og afgørelse i overensstemmelse med de nye retningslinjer.