Afgørelse om flytning til botilbud uden samtykke grundet omsorgssvigt og beboersammensætning
Dato
21. april 2017
Eksterne links
Læs hele sagenJuridisk område
Serviceloven
Emner
Magtanvendelse, Optagelse i botilbud uden samtykke, Absolut påkrævet, Psykiske behov, Kommunens visitation
En borger med en væsentlig og varig nedsat psykisk funktionsevne (hjerneskade, funktionsniveau som et barn på 3-6 måneder) boede i levegruppe P på botilbuddet R. Borgeren kommunikerede med lyde og var opsøgende over for kontakt.
De øvrige beboere i levegruppe P var væsentligt bedre fungerende og afviste borgeren, hvilket førte til konflikter, skældud og smækken med døre. For at undgå konflikter blev borgeren isoleret fra fælles måltider og samvær, hvilket resulterede i frustration og selvskadende adfærd som at bide sig selv i armen.
Kommunen indstillede til flytning til levegruppe Q, hvor borgeren fungerede væsentligt bedre med bebørne, var opsøgende over for kontakt, og kunne deltage i måltider uden konflikter. Statsforvaltningen, Aabenraa afslog dog ansøgningen om flytning.
Ankestyrelsen ændrede Statsforvaltningen, Aabenraas afgørelse og fastslog, at borgeren skulle flytte til boligen XX i levegruppe Q. Afgørelsen blev truffet med henvisning til, at det var nødvendigt for borgeren at få den nødvendige pleje og omsorg, og at det var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen vurderede, at betingelserne for flytning uden samtykke efter Serviceloven § 129, stk. 1 var opfyldt. Borgeren var omfattet af personkredsen for magtanvendelse grundet en væsentlig og varig nedsat psykisk funktionsevne, jf. Serviceloven § 124 a.
Det blev lagt vægt på, at borgeren i den nuværende boligsituation i levegruppe P mødte uvilje og konflikter fra medbeboere, hvilket førte til isolation og selvskadende adfærd. Dette kunne ikke afværges med øgede personaleressourcer, da medbebørnes adfærd ikke kunne korrigeres. Borgerens trivsel og mulighed for ligeværdigt samvær var væsentligt bedre i levegruppe Q.
Ankestyrelsen bemærkede, at Serviceloven § 129, stk. 3 ikke kunne anvendes, da denne bestemmelse ikke er beregnet til flytninger, der optimerer beboersammensætningen eller varetager borgerens basale behov. Kommunen blev desuden mindet om sit ansvar for at sikre, at botilbud reelt opfylder beboerens behov, og at beboersammensætningen skaber de nødvendige rammer.
Lignende afgørelser