Mellemkommunal refusion ved genanbringelse efter mangelfuld sagsbehandling ved hjemgivelse

Tre sager omhandlede spørgsmålet om mellemkommunal refusion ved genanbringelse af børn, hvor den tidligere opholdskommune (A Kommune) havde truffet beslutning om hjemgivelse. Ankestyrelsen behandlede sagerne principielt for at afklare betydningen af mangelfuld sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen for et krav om refusion.

I den første sag (Sag 1) var et barn anbragt i 6 år. A Kommune hjemgav barnet, men B Kommune genanbragte det kort efter. B Kommune søgte refusion, idet de mente, at A Kommunes hjemgivelsesbeslutning var ubegrundet, da der forelå ældre undersøgelser, der pegede på faderens nedsatte forældreevne og barnets psykiske vanskeligheder, uden at der var nyere dokumentation for væsentlige ændringer.

I den anden sag (Sag 2) var et barn anbragt stort set siden 8-månedersalderen. Anbringelsen ophørte, da barnet blev bortvist fra efterskolen og tog ophold hos faderen. A Kommune traf ikke formel afgørelse om hjemgivelse og fulgte ikke op med revideret handleplan. B Kommune søgte refusion for genanbringelsen, da de mente, at hjemgivelsen var ubegrundet, og at A Kommune ikke havde tilstrækkelig dokumentation for, at anbringelsesgrundlaget ikke længere var til stede.

I den tredje sag (Sag 3) forlod et barn anbringelsesstedet og tog ophold hos sin mor. A Kommune afstod fra at gennemtvinge en fortsat anbringelse og undlod at revidere handleplanen, træffe udtrykkelig afgørelse om hjemgivelse og orientere bopælskommunen. B Kommune søgte refusion for genanbringelsen, da de mente, at hjemgivelsen var ubegrundet, idet der ikke var dokumentation for, at moderens forældreevne var væsentligt forbedret, og barnets adfærdsproblemer fortsat var til stede.

Ankestyrelsen ændrede i alle tre sager A Kommunes afgørelser og gav B Kommune ret til refusion.

Principiel vurdering af ubegrundet hjemgivelse

Ankestyrelsen fastslog principielt, at en opholdskommune har ret til refusion, når et barn får ophold i et anbringelsessted Serviceloven § 66 som følge af en tidligere opholdskommunes åbenbart ubegrundede beslutning om hjemgivelse Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 5. Dette bygger på praksis fra principafgørelse R-5-08.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en anbringelse uden for hjemmet er den mest omfattende foranstaltning efter Serviceloven § 52, stk. 3. En hjemgivelse skal derfor være begrundet i aktuelle og faktuelle oplysninger, der dokumenterer, at anbringelsesgrundlaget ikke længere er til stede, eller at formålet med anbringelsen er opnået Serviceloven § 68.

Mangelfuld sagsbehandling

I alle sagerne fandt Ankestyrelsen, at A Kommunes sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen var mangelfuld:

• Der manglede aktuelle og faktuelle oplysninger til at understøtte hjemgivelsesbeslutningen.
• Der var ikke dokumentation for, at der var sket væsentlige ændringer i forældrenes kompetencer eller barnets trivsel, som kunne begrunde hjemgivelsen.
• Kommunen havde i flere tilfælde undladt at træffe formel afgørelse om hjemgivelse og revidere handleplanen, selvom barnet reelt var hjemgivet.
• Kommunen havde ikke benyttet servicelovens muligheder for at gennemtvinge en fortsat anbringelse, selvom det kunne have været nødvendigt, herunder efter Serviceloven § 58.

Ankestyrelsen understregede, at en refusionsforpligtelse opstår, når hjemgivelsen er åbenbart ubegrundet, hvilket var tilfældet i de tre sager, da A Kommune ikke havde dokumenteret, at anbringelsesgrundlaget var bortfaldet.