Afgørelse om A Kommunes partstatus i tilsynssag vedrørende privat opholdssted

Ankestyrelsen har behandlet en sag principielt for at afklare, hvornår en kommune kan opnå partsstatus i en tilsynssag vedrørende et privat tilbud. Sagen omhandlede A Kommunes anmodning om partsstatus i en konkret tilsynssag vedrørende det private opholdssted M. Socialtilsynet havde tidligere vurderet, at der var grundlag for at meddele kommunen partsbeføjelser.

Baggrund for partsstatus

Det forvaltningsretlige partsbegreb indebærer, at en fysisk eller juridisk person er part, hvis den pågældendes interesse i en given sag er væsentlig og individuel. Dette er sammenfaldende med kriterierne for klageberettigelse i forvaltningsretten. Lov om socialtilsyn § 19 fastslår, at afgørelser truffet af socialtilsynet kan påklages af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for afgørelserne.

Ankestyrelsen ændrede Socialtilsynets afgørelse og fastslog, at A Kommune ikke er part i den konkrete sag. Afgørelsen bygger på en vurdering af, om kommunens interesse i sagen var tilstrækkelig væsentlig og individuel.

Vurdering af væsentlighed

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens interesse ikke var tilstrækkelig væsentlig. Selvom det kunne medføre besvær, merarbejde og potentielt økonomiske konsekvenser for kommunen, hvis borgere skulle flyttes fra M, ansås tabene eller generne ikke for at være så store eller uoprettelige, at interessen blev væsentlig i forvaltningsretlig forstand. Det blev fremhævet, at den materielle sag alene omhandlede et skærpet tilsyn og påbud om ændring af fysiske rammer, og ikke en tilbagekaldelse af opholdsstedets godkendelse. Indgrebets karakter er afgørende for væsentlighedsvurderingen.

Vurdering af individualitet

Kommunens interesse blev heller ikke anset for tilstrækkelig individuel. Selvom A Kommune havde taget initiativ til etableringen af M og ydede driftstilskud, anvendte en række andre kommuner (B, C, D, E, F og G kommuner) også opholdsstedet på tidspunktet for tilsynets afgørelse. Der var desuden ingen indikation af, at A Kommune havde fortrinsret til et bestemt antal pladser. Hvis en afgørelse berører en større kreds af kommuner, kan den enkelte kommunes interesse ikke siges at være tilstrækkelig individuel.