Principiel afgørelse om efterregulering og tilbagebetaling af varmetillæg efter pensionsloven

En pensionist modtog varmehjælp i 1994. I april 1995 krævede kommunen 900 kr. tilbagebetalt, da der ifølge deres beregning var udbetalt for meget varmetillæg. Pensionisten klagede over afgørelsen.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen for at vurdere, om tilbagebetalingskravet skulle behandles efter 1993-bekendtgørelsen og Pensionsloven § 42, herunder om pensionisten havde modtaget hjælpen mod bedre vidende. Nævnet mente, at overgangsbestemmelsen i bekendtgørelsen alene skulle sikre, at pensionisten ikke blev stillet dårligere.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen, idet de fastholdt, at de hidtidige regler skulle anvendes, hvis de medførte et højere beløb, og at nævnets fortolkning skabte et nyt, mere fordelagtigt regelsæt uden hjemmel. Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling for at afklare anvendelsen af overgangsreglen om varmetillæg.

Ankestyrelsen fastslog, at ved afgørelsen om pensionistens ret til varmetillæg i 1994 skulle der foretages en sammenligning mellem beløbet efter kommunens hidtidige regler og beløbet efter den gældende bekendtgørelse nr. 903 af 29. november 1993. Denne sammenligning skulle inkludere eventuelle krav om tilbagebetaling.

Principiel fortolkning af overgangsreglen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

• Henvisningen i bekendtgørelsens § 38 også omfatter § 36, stk. 4 om tilbagebetaling.
• Overgangsbestemmelsen i § 38 har til formål at stille pensionisten bedre, ikke at kombinere reglerne.
• Socialministeriet vejledende havde udtalt, at enten de gamle eller de nye regler skulle anvendes fuldt ud, og at de ikke kunne kombineres.

Da det ikke var godtgjort, at beløbet efter kommunens egne regler ville være højere, skulle de nye regler anvendes fuldt ud. Ankestyrelsen var enig i, at sagen skulle hjemvises til kommunen for at vurdere, om den udbetalte hjælp var modtaget mod bedre vidende, og tiltrådte dermed nævnets afgørelse, men med en anden begrundelse.