Afgørelse om støtte til ophold på institution for person idømt forvaring

En 28-årig mand, idømt forvaring efter straffelovens § 70 for en voldtægtsforbrydelse, blev i 1994 midlertidigt anbragt på en institution efter bistandslovens § 68 a, stk. 1, på foranledning af Kriminalforsorgen. Opholdet var tidsbegrænset til et socialpædagogisk behandlingsforløb. Da de fastsatte tidsrammer ikke kunne overholdes, afslog kommunen at fortsætte finansieringen af opholdet ud over december 1995.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet de lagde vægt på den oprindelige behandlingsplans sigte og manglende udsigt til institutionsfasens ophør. Anstalten ved Herstedvester ankede afgørelsen på mandens vegne og argumenterede for, at tidsubestemt dømte klienter skal afprøves uden for anstalten for at vurdere deres farlighed, hvilket kræver eksterne rammer.

Ankestyrelsen indhentede vejledende udtalelser fra Justitsministeriet og Socialministeriet. Justitsministeriet bekræftede muligheden for ekstern placering af forvaringsdømte, hvorefter kommunen måtte vurdere betalingspligten ud fra bistandslovens § 68 a. Socialministeriet udtalte, at bistandslovens § 68a, stk. 1, omfatter enhver over 18 år med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, og henviste til vejledende retningslinjer fra 1998, der fastslår kommunal finansiering af ophold i socialpædagogiske opholdssteder, også ved udslusning fra fængselsafsoning.

Sagen blev behandlet principielt for at afklare, om der var hjemmel til at pålægge kommunen støtte efter bistandslovens § 68 a, stk. 1, til forvaringsdømte.

Ankestyrelsen fandt, at manden var berettiget til fortsat støtte i form af ophold efter bistandslovens § 68 a, stk. 1, også efter den 1. december 1995.

Som konsekvens heraf påhvilede der kommunen en betalingsforpligtelse for opholdet efter denne dato, da bistandslovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifter fandt anvendelse, jf. bistandslovens § 135, stk. 6.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden på grund af sit psykiske handicap og hidtidige udviklingsforløb havde et særligt behov for et længerevarende ophold med omfattende socialpædagogisk støtte uden for Kriminalforsorgens institutioner. Den omstændighed, at en person var idømt forvaring efter straffelovens § 70, var ikke til hinder for at iværksætte foranstaltninger efter bistandsloven, hvis de materielle betingelser var opfyldt.

Det var fortsat kommunens ansvar at tilbyde foranstaltninger, der svarede til mandens udviklingstrin og særlige behov for støtte, indtil behandlingen kunne anses for afsluttet efter en løbende vurdering af hans personlige udvikling. Ankestyrelsen ændrede dermed det sociale ankenævns afgørelse.