Principiel afgørelse om méngodtgørelse ved anerkendt erhvervssygdom og fradrag for andre forhold

En borger (A) fik anerkendt sin lungekræft som en erhvervssygdom af Ankestyrelsen på grund af erhvervsmæssig udsættelse for asbest. Samtidig fastsatte Ankestyrelsen, at det varige mén kun for en tiendedels vedkommende skyldtes arbejdsskaden, mens resten blev henført til borgerens tobaksrygning. Da den arbejdsskaderelaterede méngrad herefter var under 5 %, blev der ikke fastsat nogen méngodtgørelse. Sagen drejede sig om forholdet mellem anerkendelse af en erhvervssygdom og muligheden for at nedsætte méngodtgørelsen, når andre faktorer bidrager til sygdommen.

Højesteret fastslog, at selvom en sygdom anerkendes som en erhvervssygdom efter Arbejdsskadesikringsloven § 8, stk. 1, er det ikke til hinder for at nedsætte eller lade ydelser bortfalde efter Arbejdsskadesikringsloven § 12, stk. 1, hvis den tilskadekomnes situation helt eller delvis skyldes andre forhold. Højesteret anvendte formodningsreglen i Arbejdsskadesikringsloven § 12, stk. 2, hvorefter et varigt mén anses for en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Dette kræver en konkret bevisbedømmelse.

Højesterets vurdering:

• Ankestyrelsen havde ret til at anerkende lungekræften med forbehold for fradrag.
• Højesteret fandt, at borgerens risiko for lungekræft var fordoblet fra 10 % til 20 % som følge af asbestpåvirkningen, selvom han var ryger. Det var derfor ikke godtgjort med overvejende sandsynlighed, at lungekræften skyldtes andre forhold end asbestpåvirkningen.
• Lungekræften måtte i overensstemmelse med formodningsreglen i Arbejdsskadesikringsloven § 12, stk. 2 lægges til grund som forårsaget af asbestpåvirkningen.

Resultat: Højesteret stadfæstede landsrettens dom og pålagde Ankestyrelsen at anerkende, at borgerens méngrad som følge af den anerkendte arbejdsskade udgjorde 15 %.