Afvisning af sag om lejens størrelse og gyldighed af lejekontrakt grundet behov for yderligere bevisførelse

Sagen omhandler en tvist mellem lejer og udlejer vedrørende lejens størrelse og gyldigheden af lejekontrakten for en lejlighed beliggende på xxxx 30, 1. th. Lejerorganisationen anmodede Huslejenævnet om at tage stilling til, om udlejeren opkrævede en højere leje end tilladt efter lejelovgivningen, samt at træffe afgørelse om gyldigheden af en række kontraktvilkår, da der var anvendt en ikke-autoriseret lejekontrakt.

Lejemålet blev indgået den 15. august 2008 med en årlig leje på 78.000 kr., som senere blev nedsat til 66.000 kr. Lejekontrakten var oprindeligt udfærdiget på en forældet blanket (typeformular A, 6. udgave), men udlejeren hævdede at have fremsendt en ny kontrakt på en autoriseret blanket (typeformular A, 8. udgave).

Lejerorganisationen argumenterede for, at den aftalte leje væsentligt oversteg gældende leje i tilsvarende ejendomme, og at anvendelsen af en ikke-autoriseret blanket gjorde visse kontraktvilkår ugyldige, herunder tidsbegrænsningen og vilkår om afleveringsstand.

Udlejeren bestred, at der var tale om en uautoriseret blanket, og argumenterede for, at selv hvis dette var tilfældet, ville det ikke medføre, at kontraktens særlige vilkår bortfaldt. Udlejeren fastholdt også, at lejemålet var tidsbegrænset.

Sagen kompliceredes yderligere af uenighed om, hvad der præcist var aftalt ved lejemålets indgåelse, og hvorvidt en ny autoriseret kontrakt var blevet accepteret af lejeren.

Huslejenævnet besluttede at afvise sagen. Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag, da dette ville kræve en bevisførelse, som lå ud over nævnets muligheder. Nævnet kunne ikke afgøre, hvad det præcise grundlag for indgåelsen af lejeaftalen havde været.

Specifikt fandt nævnet ikke at kunne tage stilling til, hvad der var passeret i lejligheden i forbindelse med lejemålets indgåelse, eller hvad meningen var med formuleringen i den oprindelige lejekontrakt om, at lejer var indforstået med, at indholdet skulle overføres til en ny formular.

Nævnet henviste derfor sagen til domstolene i tilfælde af fortsat uenighed mellem parterne. Afgørelsen var til fordel for udlejeren, da den fastholdt status quo og ikke imødekom lejerens krav om nedsættelse af lejen eller ugyldiggørelse af kontraktvilkår.