Tilbagebetaling af særligt pensionstillæg - reelt enlig - dokumentationskrav

En kvinde, der var separeret og havde fået tilkendt førtidspension, modtog et særligt pensionstillæg til enlige. Hendes tidligere ægtefælle var flyttet til en anden adresse, hvilket var registreret i folkeregistret.

Kommunen blev opmærksom på, at flytningen muligvis var pro forma, da den tidligere ægtefælle ikke havde medtaget fælles indbo, der ikke var søgt om skilsmisse, og der ikke var fastsat samkvem med det fælles barn over 16 år. På baggrund heraf konkluderede Kommunen, at kvinden ikke var reelt enlig og fremsatte et tilbagebetalingskrav for det udbetalte tillæg. Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Kvindens advokat argumenterede for, at det ikke er sædvanligt at aftale samkvem med børn over 16 år, og at den tidligere ægtefælle havde bidraget til barnets underhold på anden vis. Det blev også oplyst, at samlivet senere var blevet genoptaget.

Ankestyrelsen behandlede sagen principielt for at afklare kravene til dokumentation for, at en pensionist ikke er reelt enlig, samt spørgsmålet om ond tro.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kvinden med urette havde modtaget det særlige pensionstillæg som enlig i den første periode, hvor hun var separeret, og hvor den tidligere ægtefælle var tilmeldt en anden adresse. Der blev heller ikke fundet grundlag for, at hun havde modtaget beløbet mod bedre vidende i denne periode, jf. Pensionsloven § 42. Tilbagebetalingskravet for denne periode blev derfor ophævet.

For den senere periode, hvor den fraseparerede ægtefælle ifølge kvindens egne oplysninger flyttede tilbage, fandt Ankestyrelsen dog, at kvinden ikke længere var berettiget til tillægget. Fra dette tidspunkt vidste hun – eller burde have vidst – at hun ikke længere var berettiget til det særlige tillæg til enlige, jf. Pensionsloven § 49, stk. 2. Ankestyrelsen tiltrådte derfor Ankenævnets afgørelse om tilbagebetaling for denne periode.