Kontanthjælp til familiesammenført ægtefælle på SU

En 18-årig kvinde, der var familiesammenført med sin danske ægtefælle, søgte kommunen om kontanthjælp. Hun var indrejst i Danmark den 20. september 1998 efter ægteskab indgået i udlandet. Før indrejsen var hun forsørget af sine forældre og havde ingen egen indtægt.

Hendes ægtefælle var studerende og finansierede sit studie med SU og fritidsarbejde. Kvinden havde afbrudt sin gymnasieuddannelse for at blive familiesammenført og planlagde at læse til historielærer.

Kommunen og det sociale nævn afslog ansøgningen. De henviste til, at familiesammenføring i sig selv ikke udløste ret til hjælp, og at skiftet fra forældreforsørgelse i udlandet til ægtefælleforsørgelse i Danmark ikke var en tilstrækkelig ændring i hendes forhold til at berettige kontanthjælp efter Aktivloven § 11. Nævnet mente ikke, hun havde opgivet et forsørgelsesgrundlag.

Kvinden klagede til Ankestyrelsen og anførte, at ægtefællen ikke var forpligtet til at opgive sit studie for at forsørge hende, jf. Aktivlovens § 13, stk. 4. Hun mente, at det at skulle leve to personer på en SU måtte betragtes som en social begivenhed. Sagen blev behandlet principielt for at afklare, om familiesammenføring med en SU-modtagende ægtefælle udgjorde en social begivenhed i denne situation.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse og fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne i Aktivlovens § 11 for at modtage kontanthjælp på ansøgningstidspunktet. Hun var berettiget til kontanthjælp, forudsat at de øvrige betingelser i Aktivloven § 13 var opfyldt.

Begrundelsen var, at ansøgeren ved familiesammenføringen havde måttet opgive sit forsørgelsesgrundlag hos forældrene i hjemlandet. Hendes ægtefælle i Danmark, som modtog SU, kunne ikke opfylde sin forsørgelsespligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefællen ikke var forpligtet til at opgive sin uddannelse for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for, at ansøgeren kunne modtage hjælp, jf. Aktivloven § 13, stk. 4.

Udmåling af hjælpen skulle ske efter Aktivloven § 26, stk. 2. Sagen blev hjemvist til kommunen for at vurdere de øvrige betingelser. Ankestyrelsen bemærkede, at manglende tilmelding til Arbejdsformidlingen ikke kunne tillægges betydning, hvis det skyldtes manglende vejledning fra kommunen.