Kontanthjælp til gift kvinde med ægtefælle i udlandet - spørgsmål om forsørgelsespligt og sagsoplysning

En gift kvinde med to børn modtog i en årrække kontanthjælp, da kommunen fejlagtigt antog, at hun var skilt. Hendes mand var udvandret fra Danmark i 1996. I 2004 stoppede kommunen udbetalingen af kontanthjælp med den begrundelse, at der var gensidig forsørgelsespligt i ægteskabet, og at begge ægtefæller skulle opholde sig i Danmark for at være berettiget til hjælpen. Kommunen oplyste senere, at der ikke var et tilbagebetalingskrav, da der var tale om en administrativ fejl fra kommunens side.

Kvindens advokat klagede over afgørelsen og anførte, at kommunen ikke havde foretaget partshøring, og at afgørelsen derfor var uden retsvirkning. Det blev også fremhævet, at kvinden ikke ønskede skilsmisse, og at manden ikke havde indtægt, hvilket kommunen ikke havde undersøgt. Advokaten påpegede, at kommunen i mange år havde været bekendt med mandens ophold i udlandet, og at det var urimeligt pludselig at stoppe hjælpen.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen, da den fandtes utilstrækkeligt oplyst. Nævnet lagde vægt på, at kvinden og hendes mand havde gensidig forsørgelsespligt, og at det skulle undersøges, om manden stod til rådighed for arbejdsmarkedet og hvilke indtægter han havde i udlandet. Nævnet kritiserede den manglende partshøring, men fandt ikke, at det gjorde afgørelsen ugyldig, da der var givet mulighed for bemærkninger under klagesagen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og accepterede kravet om dokumentation for ægtefællens økonomi, men ønskede afklaring af, om en dansk myndighed havde pligt til at undersøge en udrejst ægtefælles arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at det er en betingelse for at modtage kontanthjælp, at både ansøger og ægtefælle udnytter deres arbejdsmuligheder, uanset om ægtefællen befinder sig i udlandet. Kommunen skulle derfor i samarbejde med kvinden søge disse forhold oplyst til brug for en ny vurdering af sagen. Dette er i overensstemmelse med principperne om gensidig forsørgelsespligt, jf. Aktivloven § 2, stk. 1 og Aktivloven § 13, stk. 1.

Ankestyrelsen fastslog, at kommunen har ansvaret for at oplyse sager tilstrækkeligt, jf. Retssikkerhedsloven § 10, og at ansøgeren har pligt til at medvirke, jf. Retssikkerhedsloven § 11.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse for så vidt angik retsvirkningerne af hjemvisningen. Ankestyrelsen fandt, at kommunens oprindelige afgørelse om at stoppe kontanthjælpen var ulovlig, da den var begrundet i mandens ophold i udlandet, jf. Aktivloven § 3, stk. 1 og Aktivloven § 5, stk. 1. Dette betød, at kvinden var berettiget til kontanthjælp for perioden fra kommunen stoppede hjælpen, og indtil kommunen havde truffet en ny, gyldig afgørelse. Kontanthjælpen skulle i givet fald udmåles alene til kvinden, da ægtefællen havde ophold i udlandet.