Afgørelse om ressourceforløb vs. almindelig beskæftigelsesrettet indsats

Ankestyrelsen har behandlet to sager principielt for at afklare, hvornår en borger skal tilbydes et ressourceforløb frem for en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Fokus var på, hvilke elementer der er relevante i vurderingen, især når borgerens funktionsevne er nedsat grundet omfattende helbredsproblemer uden behandlingsmuligheder.

I den ene sag (Sag 1) klagede en borger over X Kommunes afgørelse om almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Borgeren havde diagnosen mental retardering og oplevede vanskeligheder med daglige funktioner (ADL), passivitet og manglende struktur. Trods bostøtte og et kortvarigt praktikforløb, som borgeren fandt for svært, var der ikke sket en tilstrækkelig udvikling af arbejdsevnen. Egen læge vurderede ingen arbejdsevne på det ordinære arbejdsmarked.

I den anden sag (Sag 2) klagede en borger ligeledes over X Kommunes afgørelse om almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Borgeren led af ADHD og mental retardering af lettere grad, hvilket medførte begrænsede læse- og skrivefærdigheder samt behov for konstant vejledning og fastholdelse i opgaver. Borgeren havde deltaget i praktik ved Y, hvor fremmødet var stabilt ved reduceret arbejdstid, men tempoet var lavt, og der var behov for betydelig støtte. Borgeren modtog også støtte fra et bosted til daglige gøremål og økonomi. Egen læge vurderede, at borgeren ikke kunne opnå ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet.

Begge borgere modtog uddannelseshjælp og havde begrænset eller ingen tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunerne havde i begge tilfælde vurderet, at en almindelig beskæftigelsesrettet indsats var tilstrækkelig.

Ankestyrelsen har principielt afgjort de to sager for at præcisere betingelserne for tildeling af ressourceforløb i henhold til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 112, 113 og 114.

Afgørelser og principiel betydning

Ankestyrelsen fastslog i Sag 1, at borgeren opfyldte betingelserne for et ressourceforløb, da der var komplekse problemer ud over ledighed, som krævede en helhedsorienteret og længerevarende indsats med kombination af beskæftigelsesrettede, sociale og sundhedsmæssige indsatser. Der blev lagt vægt på behovet for at udvikle borgerens evner til at varetage daglige funktioner i eget hjem (ADL) og yderligere afklaring af arbejdsevnen. Dette understøtter, at der kan være et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen, selvom lægelige oplysninger indikerer det modsatte, jf. Principmeddelelse 58-18. Et kortvarigt afklaringsforløb giver ikke et fuldt retvisende billede af arbejdsevnen.

I Sag 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse. Selvom borgeren havde nedsat arbejdsevne, vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var behov for en tværfaglig indsats i form af et ressourceforløb, da de nødvendige støtteforanstaltninger allerede var iværksat. Dette viser, at et ressourceforløb kun er relevant, når der er behov for en ny eller udvidet tværfaglig indsats, der ikke kan leveres gennem almindelige tilbud, jf. Principmeddelelse 1-15.

Begge afgørelser understreger, at lægelige oplysninger er et delelement i vurderingen af arbejdsevnen og ikke kan stå alene. Sociale og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, herunder deltagelse i beskæftigelsesrettede indsatser, skal også indgå i vurderingen af arbejdsevnen i forhold til det brede arbejdsmarked og med hensyntagen til skånebehov, jf. Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 52 og 53, stk. 1.