Landzonetilladelse til telemast i Lemvig Kommune stadfæstes

Lemvig Kommune meddelte den 12. november 2020 landzonetilladelse til opstilling af en 42 meter høj telemast på ejendommen A1, 7620 Lemvig, F1. En gruppe beboere i området klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet skulle vurdere, om kommunen havde begrundet afgørelsen korrekt i henhold til forvaltningsloven, og om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til planloven.

Ejendommen og den ansøgte placering

Ejendommen A1 ligger i landzone og huser en nedlagt skole med et cykelskur. Den grænser mod vest op til en by, der er omfattet af lokalplan nr. 7a og byplanvedtægt nr. 13. Området er udpeget som bevaringsværdigt landskab og område med drikkevandsinteresser i kommuneplan 2017 for Lemvig Kommune og er omfattet af kommuneplanramme 1D 4.3, der udlægger området til offentlige formål. Telemasten vil blive placeret cirka 40 meter fra en eksisterende bygning og 25 meter fra et cykelskur, hvor mastens nederste del vil være skjult af eksisterende bevoksning. Formålet med masten er at forbedre 3G/4G mobil- og datadækningen i området væsentligt. Kommunen har undersøgt alternative placeringer på A2 og A3, og Energistyrelsen bekræftede den 1. september 2020, at placeringen på A1 giver en bedre dækning i Lemvig by end placeringen på A3.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Lemvig Kommune begrundede sin tilladelse med en særlig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni. Kommunen vurderede, at telemasten ikke ville stride mod kommunens praksis, nabohensyn eller landzonebestemmelserne. Den valgte placering blev begrundet med dens tilknytning til eksisterende bebyggelse og afskærmning af mastens nederste del. Kommunen mente, at landskabet ville kunne rumme telemasten uden væsentlig negativ indvirkning på oplevelsen af det åbne land.

Klagen og Planklagenævnets prøvelse

Klagerne anførte, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, især med hensyn til alternative placeringer, og at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet ved ikke at oplyse om skolens nuværende anvendelse. De mente også, at afgørelsens begrundelse var mangelfuld, da den ikke henviste til lovgivning eller vejledning for de vægtede hensyn.

Planklagenævnet kan tage stilling til kommunens afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone) og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet konstaterede, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse i Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38 fandt anvendelse, hvorfor tilladelse var påkrævet.

Vurdering af officialprincippet og begrundelse

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde modtaget et konkret ansøgningsmateriale, undersøgt alternative placeringer og den mulige dækning, samt undersøgt eksisterende master eller høje konstruktioner. Nævnet fandt heller ikke, at den eksisterende bygnings anvendelse var afgørende. Vedrørende begrundelsen fandt nævnet, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og Forvaltningslovens § 24, stk. 2, da den indeholdt henvisning til retsregler og de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen. Det er ikke et lovkrav, at kommunen skal henvise til, hvor de vægtede hensyn er taget fra.

Vurdering af landzonetilladelse til telemast

Planklagenævnet vurderede, at der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, hvilket indgår med betydelig vægt i vurderingen af landzonetilladelser. Dette er i tråd med Planlovens § 1, stk. 2, der tilsigter en hensigtsmæssig udvikling og gode rammer for erhvervsudvikling, samt bevarelse af værdifulde landskaber. Nævnet henviste til principper for placering af telemaster, herunder at de så vidt muligt bør placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner, og at kommunen efter omstændighederne skal overveje påbud efter Masteloven § 11.

Planklagenævnet stadfæstede Lemvig Kommunes afgørelse af 12. november 2020 om landzonetilladelse til opstilling af en telemast på ejendommen A1, 7620 Lemvig, F1. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Begrundelse for stadfæstelsen

Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Samfundsmæssig værdi: Telemaster har en væsentlig samfundsmæssig værdi, og den ansøgte mast vil forbedre dækningsforholdene i Lemvig by væsentligt ifølge dækningskort.
• Landskabelig integration: Masten vil med sin placering opfattes som værende i tilknytning til den bymæssige bebyggelse mod vest og vil ikke fremstå som opført uden tilknytning til øvrig bebyggelse, selvom den opføres i en afstand af 40 meter fra eksisterende lavere bebyggelse mod øst. Masten og teknikbygningen vil være afskærmet af eksisterende bevoksning mod vest.
• Bevaring af landskabsværdier: Placeringen vil ikke forringe de landskabelige værdier i området.
• Alternative placeringer: Kommunen har i tilstrækkelig grad godtgjort, at der ikke findes en mere hensigtsmæssig alternativ placering af masten, når dækningen skal forbedres for området. De alternative placeringer ville ikke virke mindre landskabeligt skæmmende og ligger alle inden for de samme landskabelige udpegninger som den valgte placering.
• Manglende eksisterende konstruktioner: Der findes ikke eksisterende høje konstruktioner i området, som masten kan placeres i tilknytning til, eller hvor antennepaneler kan opsættes for at opnå den ønskede dækning.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen.