Stadfæstelse af landzonetilladelse til telemast i Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune meddelte den 6. november 2020 landzonetilladelse til opførelse af en 48 meter høj telemast med tilhørende teknikkabine på ejendommen A1, matr.nr. F1, i 8660 Skanderborg. En gruppe beboere i området klagede over afgørelsen. Planklagenævnet har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.

Ejendommen og kommuneplanen

Ejendommen er en landbrugsejendom på 4,3 hektar beliggende i landzone, cirka 500 meter vest for landsbyen Veng. Den ligger i et område udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplan 2016 for Skanderborg Kommune, karakteriseret som sølandskab med særlige landskabelige interesser og udsigtsmuligheder. Kommuneplanens retningslinjer for disse områder angiver, at der kun i ganske særlige tilfælde kan ske inddragelse af areal til ikke-landbrugsmæssigt byggeri og større tekniske anlæg, og at områder med særlige udsigtsmuligheder skal friholdes for anlæg, der påvirker visuelle oplevelsesmuligheder.

Ansøgningens baggrund og formål

Opførelsen af telemasten er en del af ansøgerens udbygning af mobilnettet i Skanderborg Kommune for at forbedre dækningen, som ifølge dækningskort er dårlig eller meget dårlig i området omkring Veng. Selvom der ikke er tale om en licensmast med specifikke dækningskrav, har en anden teleoperatør udtrykt ønske om at indplacere udstyr i masten.

Kommunens vurdering og begrundelse

Skanderborg Kommune begrundede tilladelsen med, at telemasten er nødvendig for at opnå en væsentlig bedre mobildækning. Kommunen lagde vægt på, at ejendommens høje beliggenhed sikrer den bedste dækning, og at alternative placeringer ikke ville give samme resultat. Kommunen vurderede, at den valgte placering er den landskabeligt mest skånsomme, da den nederste del af masten vil være skjult af eksisterende bygninger og ny beplantning. Kommunen vurderede desuden, at masten ikke vil påvirke Natura 2000-området nr. N232 Lillering Skov mv. eller den store vandsalamander i en nærliggende sø.

Klagen fra beboere

Klagerne anførte, at tilladelsen er en krænkelse af den naboretlige tålegrænse, da den vil medføre værdiforringelse af deres ejendomme og muligvis have sundhedsmæssige konsekvenser, som kommunen ikke har forholdt sig til. De mente også, at kommunen ikke tilstrækkeligt har inddraget alternative placeringsforslag i deres vurdering.

Planklagenævnet stadfæster Skanderborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af en telemast på ejendommen A1. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til en kommunes afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan dog ikke behandle spørgsmål om tab af ejendomsværdi i sig selv, medmindre det er en følge af urimelige nabogener, som indgår i vurderingen af landzonetilladelsen.

Krav om landzonetilladelse til telemaster

En telemast, der kræver byggetilladelse, anses for bebyggelse og kræver landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Undtagelserne i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 og Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17 gælder ikke for en ny telemast af denne type.

Generelt om landzonetilladelser til telemaster

Samfundsmæssige og landskabelige interesser

Planlovens § 1, stk. 2 tilsigter en hensigtsmæssig udvikling og gode rammer for erhvervsudvikling. Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, hvilket indgår med betydelig vægt i vurderingen af landzonetilladelser. Samtidig skal der skabes og bevares værdifulde landskaber.

Principper for placering

Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, bør de placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse. Placering i værdifulde landskabsområder bør undgås, men der skal altid ske en konkret vurdering. Kommunen skal overveje, om der er grundlag for at udstede påbud efter Mastelovens § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner, og ekspropriation efter Mastelovens § 15 kan være relevant.

Alternative placeringsmuligheder

Ansøgeren skal undersøge alternative placeringsmuligheder og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste ud fra landskabelige hensyn og samfundsmæssig dækning. Kommunen har en stor sagsoplysningspligt for at sikre, at den ansøgte placering er den mest hensigtsmæssige.

Sundhedsmæssige forhold

Planklagenævnet henholder sig til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende strålingsfare, som oplyser, at der ikke er sundhedsfare forbundet med radiobølger fra mobilmaster, hvis eksponeringsniveauerne ligger under de fastsatte grænseværdier. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af disse grænseværdier.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Det er dokumenteret, at dækningen i området er dårlig, hvilket understøtter den samfundsmæssige interesse i masten. Selvom området er udpeget som værdifuldt landskab, vurderer nævnet, at den ansøgte placering er forholdsvis skånsom, da masten placeres ved en ejendom med betydelig bygningsmasse og eksisterende beplantning, og der er fastsat vilkår om yderligere skærmende beplantning. Nævnet vurderer, at kommunen i tilstrækkelig grad har vurderet alternative placeringer og godtgjort, at den ansøgte placering er den mest hensigtsmæssige i forhold til de landskabelige hensyn. Den ansøgte telemast vil ikke forringe oplevelsen af naturen og landskabet i en sådan grad, at de naturmæssige interesser er til hinder for opførelsen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.