Afslag på lovliggørende dispensation til anlæg af græsplæne på beskyttet hedeareal stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 2. november 2020, der afslog en lovliggørende dispensation til anlæg af græsplæne og pleje af beskyttet hede, samt registrerede beskyttet mose på matr. nr. [F1] Neder Julianehede, Engesvang. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af ejendommens ejer den 20. november 2020.

Ejendommen og de beskyttede arealer

Den omhandlede ejendom ligger ca. 2,5 km nordvest for Engesvang og grænser op til en have og et hus mod syd samt vandløbet Elbæk mod nord. Ifølge Danmarks Miljøportal er der registreret ca. 200 m2 beskyttet sø, ca. 9.000 m2 beskyttet hede og ca. 660 m2 beskyttet mose på arealet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 2.

Kommunen besigtigede arealet i 2010 og 2018, hvor det blev vurderet som tør hede med karakteristiske plantearter som hedelyng, tormentil og blåhat. Der blev også konstateret forstyrrelser som gravede vandhuller, jorddynger og invasive træer/buske.

Kommunens afgørelse og påbud

Ikast-Brande Kommune registrerede ca. 10.000 m2 som beskyttet hede og ca. 660 m2 som beskyttet mose. Kommunen afslog samtidig lovliggørende dispensation til pleje af heden og meddelte påbud om retablering af ca. 1.000 m2 hede, der var omlagt til græsplæne, jf. Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5.

Kommunen konstaterede, at ca. 1.000 m2 af heden var omlagt til græsplæne i 2014, og at den øvrige del af heden var blevet tæt slået i 2019, med efterladt plantemateriale og en grenbunke. Kommunen vurderede, at disse indgreb udgjorde tilstandsændringer, der krævede dispensation. Kommunen fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, da omlægningen indskrænkede naturtypens udbredelse, og det efterladte materiale kunne påvirke hedeplanterne negativt.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at arealet ikke er beskyttet hede eller mose, og at det var udlagt som have ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1992. Klager henviste til ældre fotos og en udtalelse fra den tidligere ejer, der beskrev arealet som en naturhave med stier, bænke, kartoffelkælder og haveplanter. Klager mente, at kommunen ikke havde taget stilling til, om der var tale om en have, og at arealet bestod af tidligere dyrket sandjord uden humusindhold, hvilket gjorde udpegningen af mose tvivlsom. Klager fremhævede, at haven var et frirum, og et påbud ville stride mod den almindelige forståelse af haveanvendelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og registrering af beskyttet hede og mose. Afgørelsen blev truffet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

Retligt grundlag og definitioner

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1 og 2, som forbyder ændringer i tilstanden af heder samt moser og lignende, når de er over 2.500 m2. Hede defineres som udyrket landstrækning med mager jordbund, ofte bevokset med lyng og dværgbuske. Moser og lignende omfatter udyrkede eller ekstensivt udnyttede vådbundsområder med ferskvandspåvirket vegetation. Det er afgørende, om der har udviklet sig et dyre- og planteliv karakteristisk for beskyttet natur. Eksisterende havearealer pr. 1. juli 1992 er ikke omfattet af beskyttelsesordningen.

Arealernes beskyttelsesstatus

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der forekommer beskyttet hede og mose på ejendommen. Nævnet gennemgik luftfotos fra 1965-2020 og vurderede, at det beskyttede areal ikke var opdyrket eller intensivt drevet i perioden 1971-2013. Fotografier fra den tidligere ejer og flyfoto fra 1990 viste, at hedearealet generelt fremstod som et naturareal med høje græsser og hedelyng. Nævnets vurdering blev understøttet af kommunens registrerede arter fra heden.

Nævnet bemærkede, at luftfotos fra 2012 og 2013 viste et heterogent hedeareal med brune farver, mens det efter 2014 fremstod lysere og mere ensfarvet efter udvidelse af græsplænen. Vedrørende mosen lagde nævnet vægt på, at kommunen havde beskrevet et vådt område med rødel, der havde karakter af sumpskov, lå tæt på Elbæk og havde henligget som natur i mange år.

Klagerens anbringende om, at arealerne var naturhave før og efter 1992, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt, at det samlede areal havde fremstået som natur fra 1971 til 2013 og derfor ikke havde karakter af have før 1992. De nævnte foranstaltninger som flagstang, bænke og kartoffelkælder havde ikke betydning for, om arealet havde henligget som uberørt natur før 1992.

Lovliggørende dispensation

Nævnet var enig med kommunen i, at udvidelsen af græsplænen, den hyppige og hårde slåning af hedelyng samt det efterladte grenaffald udgjorde tilstandsændringer i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3.

Spørgsmålet om dispensation til en allerede gennemført tilstandsændring skal behandles, som om indgrebet ikke har fundet sted. Der skal foreligge særlige omstændigheder for at meddele dispensation til væsentlige ændringer i beskyttede naturtyper, da reglerne udtrykker en generel samfundsmæssig interesse i at opretholde disse naturtyper. En væsentlig økonomisk interesse er ikke tilstrækkelig. Dispensation kan gives, hvis området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, eller indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden, og ikke skaber uheldig præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Indgrebene havde ikke en naturforbedrende funktion, formålet var primært privat rekreativt, og arealet havde naturbeskyttelsesmæssig interesse. En dispensation ville desuden kunne medføre en uønsket præcedens.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.