Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 nærhed

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse om at sætte en minkfarm under offentligt tilsyn og påbyde aflivning af besætningen. Baggrunden for afgørelsen var farmens geografiske nærhed til en COVID-19 smittet pelsdyrfarm, beliggende inden for en radius af 7,8 km fra denne.

Baggrund for Fødevarestyrelsens afgørelse

Fødevarestyrelsen traf afgørelsen den 21. oktober 2020 i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h, jf. Lov om hold af dyr § 66, stk. 5. Det offentlige tilsyn indebar, at minkbesætningen skulle aflives, og at der var betingelse om taksation før aflivning for at opnå erstatning. Desuden måtte mink fra besætningen ikke pelses, og der måtte ikke til- eller fraflyttes levende dyr.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen den 18. november 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen omhandlede navnlig:

• Væsentlige formelle mangler ved afgørelsen, herunder partshøringsmangler.
• Manglende dokumentation for effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi.
• Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet.

Klageren fremhævede, at den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag, som afgørelsen blev fremsendt. Dette gav ikke tilstrækkelig mulighed for at varetage interesser i en sag af så vidtgående økonomisk og personlig betydning, især da afgørelsen indebar aflivning uden mulighed for at afvente pelsning af mink. Klageren fandt, at aflivning af raske mink var et markant værdispild, og at der var usikkerhed om genopstart og kompensation.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 2. december 2020. Styrelsen fastholdt, at mundtlig partshøring var tilstrækkelig, da Forvaltningsloven § 19 ikke stiller formkrav til partshøringen, og afgørelsen var af hastende karakter grundet risikoen for den offentlige sundhed. Styrelsen vurderede, at aflivning af dyr inden for 7,8 km-zonen var en nødvendig og proportional afgørelse, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. Det var ikke muligt at isolere, vaccinere eller på anden måde iværksætte foranstaltninger for at undgå smittespredning med COVID-19. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 63 og et forsigtighedshensyn, da der manglede tilstrækkelig viden om bekæmpelsen af COVID-19 i mink.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

Dansk Veterinær Konsortiums notater

• Notat af 29. september 2020: DVK vurderede, at eksisterende tiltag ikke var tilstrækkelige til at hindre smittespredning. Medianafstanden mellem smittede farme var 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km). Afstandskriteriet blev anset for det mest valide, trods usikkerhed.
• Notat af 2. oktober 2020: Viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer for smitte med COVID-19. Modellen forklarede 60% af variationen i datasættet. Medianafstanden fra ikke-smittede til nærmeste smittede farme var 1,7 km (0,88-2,27), mens afstanden fra smittede til nærmeste smittede farme var 3,85 km (1,99-10,5).
• Notat af 14. oktober 2020: Indholdsmæssigt identisk med notatet af 2. oktober 2020, men præciserede medianværdierne for afstande.

Sundhedsstyrelsens status på initiativer

• Notat af 24. september 2020: Konkluderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme. Yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 21. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 og er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunkterne vedrørende begrundelsespligt, partshøringspligt og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligt

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 ved ikke at angive de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligt

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen skete telefonisk samme dag som afgørelsen, hvilket var nødvendigt grundet sagens hastende karakter. Oplysningerne om smitteudbrud inden for zonen var tilgængelige og forståelige for klageren, og en udsættelse ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige, og at der ikke var alternative foranstaltninger som isolation eller vaccination. Nævnet inddrog DVK's notater, der viste en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede farme, og at 7,8 km-zonen svarede til den højest konstaterede afstand. Nævnet vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at anvende den højeste konstaterede afstand, især i lyset af risikoen for folkesundheden og den særlige situation med COVID-19.