Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 risiko

Fødevarestyrelsen traf den 4. november 2020 afgørelse om at sætte en minkbesætning under offentligt tilsyn. Baggrunden var, at besætningen var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkfarm. Afgørelsen blev truffet i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1.

Baggrund for afgørelsen

Det offentlige tilsyn indebar krav om aflivning af minkbesætningen, forbud mod pelsning og flytning af levende dyr, samt betingelser for erstatning. Fødevarestyrelsen begrundede afgørelsen med nødvendigheden af at beskytte folkesundheden, da COVID-19 kan smitte mellem mennesker og mink, og virusset kan mutere i mink, hvilket potentielt kan påvirke fremtidige vacciners effektivitet. Zonen på 7,8 km blev fastsat ud fra vurderinger og beregninger fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK).

Styrelsen oplyste, at partshøring kunne ske efter afgørelsen var truffet, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, grundet sagens hastende karakter og smittefaren.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen den 5. november 2020 og anførte væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring. Det blev fremhævet, at Fødevarestyrelsens strategi for aflivning manglede dokumentation for effektivitet og nødvendighed. Klageren mente desuden, at afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og medførte et markant værdispild, da den indebar aflivning af raske mink før planlagt pelsning.

Klageren henviste til Lov om hold af dyr § 63 og anførte, at nødvendigheden af aflivning af ikke-smittede besætninger ikke var dokumenteret. Der blev også udtrykt usikkerhed om fremtidig drift og ret til kompensation for perioden uden nye avlsdyr.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at partshøring kunne ske mundtligt, og at en skriftlig høring ikke var mulig grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 vedrørende adgang til ejendomme uden retskendelse, men præciserede, at den påklagede afgørelse omhandlede foranstaltninger, som klageren selv skulle iværksætte.

Aflivningen inden for 7,8 km-zonen blev anset for nødvendig og proportional, da mindre indgribende foranstaltninger som overvågning og brug af værnemidler ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. Styrelsen understregede, at der ikke var tilstrækkelig viden om bekæmpelse af COVID-19 i mink, og at afgørelsen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn.

Nye oplysninger og faglige vurderinger

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

DVK's notat af 29. september 2020 vurderede, at eksisterende tiltag ikke var tilstrækkelige til at hindre smittespredning. Notatet angav en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme og anbefalede aflivning af omkringliggende besætninger for at reducere risikoen for mutationer.

DVK's notater af 2. og 14. oktober 2020 viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. Modellen forklarede 60 % af variationen i datasættet. Medianafstanden fra ikke-smittede til nærmeste smittede farm var 3,85 km (1,99-10,5), mens medianen for smittede til nærmeste smittede var 1,7 km (0,88-2,27) ifølge notatet af 14. oktober 2020.

Sundhedsstyrelsens notat af 24. september 2020 bekræftede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålene om partshøringspligten og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Partshøring

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten i Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Dette skyldtes, at styrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring, og at klagers interesse i udsættelse af afgørelsen måtte vige for det væsentlige hensyn til offentlighedens interesse i at hindre smittespredning med COVID-19, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3. Nævnet vurderede, at selv med forudgående partshøring ville afgørelsens resultat ikke have ændret sig.

Proportionalitet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning af besætningen blev anset for en nødvendig og egnet foranstaltning til at imødegå risikoen for udbredelse af zoonotiske smitstoffer, jf. Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63.

Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag tidligere var forsøgt uden tilstrækkelig effekt, og at isolation eller vaccination ikke var muligt. Zonen på 7,8 km svarede til den højest konstaterede afstand mellem smittede farme i DVK's notat af 29. september 2020. Nævnet vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at anvende denne afstand, især i lyset af risikoen for folkesundheden og virusmutationer. Selvom DVK's senere notater (2. og 14. oktober 2020) viste, at modellen kun forklarede 60 % af variationen, og at medianafstanden var kortere (1,7 km), ændrede dette ikke nævnets vurdering grundet forsigtighedsprincippet og den særlige situation.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 4. november 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.