Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet geografisk nærhed til COVID-19 smitte

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrbesætning under offentligt tilsyn og pålægge aflivning af mink. Baggrunden for afgørelsen var besætningens geografiske placering inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning. Afgørelsen blev truffet i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b og Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h, jf. Lov om hold af dyr § 66, stk. 5.

Klager, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. november 2020. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Klagerens anbringender

• Formelle mangler: Klager anførte, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring. Den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag, som afgørelsen blev fremsendt, hvilket klager fandt utilstrækkeligt givet afgørelsens vidtgående økonomiske, driftsmæssige og personlige betydning. Klager mente, at der ikke var givet rimelig mulighed for at søge rådgivning eller undersøge grundlaget for afgørelsen. Derudover blev det påpeget, at der ikke var udleveret retssikkerhedsbrev eller anført hjemmelsgrundlag ved styrelsens indtrængen på minkfarmene.
• Manglende dokumentation for strategi: Klager bestred den faglige baggrund for Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi, herunder valget af 7,8 km-zonen, og fandt den ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Klager henviste til et notat fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og forarbejderne til Lov om hold af dyr § 30, der angav en lavere medianafstand for smittede besætninger.
• Proportionalitetsprincippet: Klager mente, at afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, da den medførte aflivning af raske mink uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden, især inden planlagt pelsning. Klager udtrykte også uenighed i den valgte erstatningsmodel.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen afviste klagepunkterne og anførte, at mundtlig partshøring var acceptabel, især grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til, at Forvaltningsloven § 19 ikke stiller formkrav til partshøringen. Vedrørende adgang til ejendomme henviste styrelsen til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1, der giver adgang uden retskendelse. Styrelsen fastholdt, at aflivning inden for 7,8 km-zonen var nødvendig og proportional, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at forhindre smittespredning. Styrelsen understregede, at der var tale om en særlig situation med utilstrækkelig viden om COVID-19-bekæmpelse i mink, hvilket nødvendiggjorde et forsigtighedshensyn. Spørgsmålet om erstatning ville blive behandlet særskilt.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger om grundlaget for 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere dokumenter, herunder notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Statens Serum Institut. Det fremgik, at DVK den 29. september 2020 vurderede, at igangsatte initiativer ikke var tilstrækkelige til at hindre smittespredning. Regeringen besluttede på baggrund heraf, at risikozonen skulle være 7,8 km, og at besætninger i zonen skulle aflives. DVK's notat af 29. september 2020 angav en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede farme og vurderede, at afstandskriteriet var det mest valide. Senere notater fra DVK (2. og 14. oktober 2020) baseret på større datagrundlag viste en medianafstand på 1,7 km (0,88-2,27) for ikke-smittede farme til nærmeste smittede farm, og 3,85 km (1,99-10,5) for smittede farme til nærmeste smittede farme. Sundhedsstyrelsen vurderede ligeledes, at de implementerede tiltag ikke var tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2020 om offentligt tilsyn og aflivning af minkbesætningen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen. Afgørelsen var truffet i henhold til Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b og Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h, hvis formål er at sikre fødevaresikkerhed og menneskers og dyrs sundhed, jf. Lov om hold af dyr § 1, stk. 1.

Partshøringspligten

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen var sket telefonisk samme dag som afgørelsen, hvilket var nødvendigt grundet sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Oplysningerne om smitteudbrud inden for 7,8 km-zonen blev anset for tilgængelige og forståelige for klager, og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Det blev vurderet, at afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning var en nødvendig og egnet foranstaltning for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer, jf. Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen forudgående havde iværksat mindre indgribende tiltag, som ikke havde været tilstrækkelige til at inddæmme smittespredning. Desuden blev det fremhævet, at der ikke var alternative metoder som isolation eller vaccination. Nævnet inddrog de tilgængelige oplysninger om medianværdien for afstand mellem smittede minkfarme (1,06 km med 5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) og vurderede, at Fødevarestyrelsens skøn om en 7,8 km zone var foretaget ud fra et forsigtighedsprincip, hvilket var proportionalt givet risikoen for folkesundheden og den særlige situation med COVID-19. Selvom nyere data viste en lavere medianafstand, ændrede dette ikke nævnets vurdering grundet forsigtighedsprincippet og den potentielle risiko for folkesundheden ved smitte fra mink, herunder risiko for manglende flokimmunitet.