Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet geografisk nærhed til COVID-19 smitte

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrfarm under offentligt tilsyn. Baggrunden for afgørelsen var, at farmen var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning. Afgørelsen medførte krav om aflivning af minkbesætningen, forbud mod pelsning og flytning af levende dyr, samt betingelse om taksation forud for erstatning.

Klager, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen den 5. november 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Klagerens Anbringender

• Afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring. Klager anførte, at partshøringen burde have været mere grundig grundet afgørelsens vidtgående økonomiske og personlige konsekvenser, og at der ikke var givet mulighed for at søge rådgivning eller undersøge grundlaget for afgørelsen.
• Effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi var ikke dokumenteret. Klager stillede spørgsmålstegn ved det faglige belæg for strategien, herunder valget af personale, dyrevelfærd under aflivning, og baggrunden for ændringer i strategien. Der blev henvist til et notat fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og forarbejderne til Lov om hold af dyr § 30.
• Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, idet den medførte aflivning af raske mink uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden.

Klager udtrykte desuden uenighed i den valgte erstatningsmodel og anførte, at aflivningsproceduren var i strid med god forvaltningsskik, da der ikke blev udleveret et retssikkerhedsbrev ved Fødevarestyrelsens ankomst.

Fødevarestyrelsens Svar

Fødevarestyrelsen bemærkede, at partshøring blev forsøgt mundtligt, og at Forvaltningsloven § 19 ikke stiller formkrav til partshøringen. Styrelsen vurderede, at en skriftlig partshøring ikke var mulig af tidsmæssige grunde grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 vedrørende adgang til ejendomme uden retskendelse. Styrelsen fastholdt, at aflivning inden for 7,8 km-zonen var nødvendig og proportional, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at forhindre smittespredning. Der var ikke mulighed for at isolere eller vaccinere mink mod COVID-19. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der manglede tilstrækkelig viden om bekæmpelse af COVID-19 og smittespredning mellem mennesker og mink. Erstatningsspørgsmålet ville blive behandlet særskilt.

Nye Oplysninger under Sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) samt redegørelser fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

• Dansk Veterinær Konsortiums Notater: DVK vurderede, at der var behov for hurtig og effektiv intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. De igangsatte overvågnings- og værnemiddelinitiativer havde ikke forhindret smitte. DVK beregnede en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme baseret på de første 20 smittede farme. Afstandskriteriet blev vurderet som det mest valide. Senere notater (2. og 14. oktober 2020) viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. Medianafstanden fra ikke-smittede til nærmeste smittede farm var 1,7 km (0,88-2,27), mens afstanden fra smittede til nærmeste smittede farme var 3,85 km (1,99-10,5). DVK fandt det usandsynligt, at smitte spredtes via vilde dyr.
• Sundhedsstyrelsens Status: Sundhedsstyrelsen vurderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke var tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.

Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens besætning var beliggende inden for den i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 fastsatte 7,8 km-zone, og manglen ikke havde påvirket klagerens forståelse af afgørelsen.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat pligten til at partshøre efter Forvaltningsloven § 19, jf. bestemmelsens Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring samme dag, som afgørelsen blev truffet. Det blev vurderet, at klagerens interesse i udsættelse af afgørelsen måtte vige for det væsentlige hensyn til offentlighedens interesse i at hindre smittespredning med COVID-19. Nævnet bemærkede desuden, at klageren efterfølgende havde haft mulighed for at indsende bemærkninger, men ikke havde gjort det, og at det ikke ville have ændret afgørelsens resultat.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag forud for afgørelsen ikke havde været tilstrækkelige til at inddæmme smittespredning, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink mod COVID-19. Nævnet inddrog de tilgængelige oplysninger om medianværdien på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) for afstand fra smittede minkfarme til nærmeste smittede minkfarme, som anført i Dansk Veterinær Konsortiums notat af 29. september 2020. Nævnet vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at tage udgangspunkt i den højest konstaterede afstand (7,8 km) grundet risikoen for folkesundheden og den særlige situation på afgørelsestidspunktet. Selvom senere notater fra DVK viste en kortere medianafstand (1,7 km), ændrede dette ikke nævnets vurdering, da forsigtighedsprincippet og den potentielle risiko for folkesundheden vejede tungere.