Planklagenævnets afgørelse om påbud om lovliggørelse af tagvinduer på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune udstedte den 7. oktober 2021 et påbud om fysisk lovliggørelse af tre tagvinduer på ejendommen [A1], 2000 Frederiksberg. En af ejerne klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 193, med bevarende bestemmelser for Fuglebakkebebyggelsen, delområde II, som blev endeligt vedtaget den 11. maj 2020. Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for bebyggelsens ydre fremtræden:

• Lokalplanens § 6.1 (Bevaringsværdige bygninger): Bebyggelse udpeget som bevaringsværdig må ikke ændres i ydre udformning uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
• Lokalplanens § 6.12 (Kviste, kvistaltaner, tagvinduer): For tagetager uden beboelse må der kun isættes små tagvinduer (ca. 54 x 76 cm) med en bestemt placering og et maksimalt antal (2 eller 3 afhængigt af huslængde).

Ejendommen var tidligere omfattet af en privatretlig deklaration fra 1928, der i § 2 fastslog, at bygningernes karakter ikke måtte forandres, og at tag og facader ikke måtte ændres. Frederiksberg Kommunalbestyrelse havde dispensations- og påtaleret i henhold til deklarationens § 10.

Kommunens påbud og klagen

Kommunens påbud krævede, at tagvinduerne enten fjernes og erstattes med tegl, eller at der søges og opnås dispensation fra lokalplan nr. 193. Klageren anførte, at tagvinduerne var et lovligt eksisterende forhold, at de var etableret i 2005, og at kommunen ikke havde påtalt forholdet i 14 år, hvilket burde medføre berettigede forventninger om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort. Klageren mente desuden, at kommunen ikke havde et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag og handlede i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om tagvinduerne er et eksisterende lovligt forhold.
• Om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller kræver dispensation fra lokalplanens §§ 6.1 og 6.12.
• Om kommunen havde hjemmel til at give påbud, jf. Planloven § 51.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af myndighedspassivitet og/eller indrettelseshensyn.
• Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet.
• Om kommunen har overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.
• Om kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Frederiksberg Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder tilsynsafgørelser og påbud om lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 1.

Vurdering af klagepunkter

• Hensigtsmæssighed: Nævnet afviste at behandle spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed, da dette ikke vedrører retlige forhold efter planloven.
• Forhold, der ikke er omfattet af kommunens afgørelse: Nævnet afviste at behandle klagepunktet om en tidligere tilladelse fra 2005, da kommunens påbud alene vedrørte lovliggørelse af de eksisterende tagvinduer og ikke en endelig afgørelse om fremtidige tilladelser.

Lovligt eksisterende forhold

Planklagenævnet lagde til grund, at tagvinduerne blev etableret senest sommeren 2004, altså før lokalplanforslaget blev offentliggjort. Nævnet vurderede, at tagvinduerne ikke var lovligt eksisterende i forhold til lokalplanen, da kommunen med hjemmel i Planloven § 43 kunne have forhindret etableringen i henhold til den privatretlige deklarations § 2, som forbød ændringer af tag og facader. Desuden havde kommunen i 2005 kun givet tilladelse til to ovenlysvinduer af en bestemt størrelse, mens der var etableret tre vinduer, der var bredere end tilladt. Derfor fandt nævnet ikke, at forholdet havde karakter af et lovligt eksisterende forhold.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Lokalplanens § 6.1, der udpeger bygningen som bevaringsværdig og kræver tilladelse til ændringer, blev opfattet som en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Da de etablerede tagvinduer (ca. 78 x 140 cm) ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.12, som kun tillader små tagvinduer (ca. 54 x 76 cm) i tagetager uden beboelse, krævede tagvinduerne dispensation efter Planloven § 19.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse (Indrettelseshensyn)

Selvom tagvinduerne havde været opført i 15 år, da kommunen indledte sagen, fandt Planklagenævnet ikke, at der forelå indrettelseshensyn, der afskar kommunen fra at kræve lovliggørelse. Dette skyldtes, at den daværende ejer i 2005 udtrykkeligt havde fået tilladelse til to ovenlysvinduer af en bestemt størrelse, og derfor ikke kunne have en berettiget forventning om, at en anden, ulovlig løsning ville blive accepteret.

Beslutningsgrundlaget for afgørelsen (Officialprincippet)

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde handlet i strid med officialprincippet, da kommunen i forbindelse med lignende sager havde foretaget adskillige besigtigelser i området på offentlig vej og bagstien til ejendommen.

Proportionalitet og værdispild

Planklagenævnet vurderede, at en fysisk lovliggørelse af tagvinduerne ikke ville medføre et sådant værdispild, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Nævnet lagde vægt på, at der var bygget i strid med en tilladelse, og at bygningen er bevaringsværdig. Derfor fandt nævnet, at kommunens påbud var proportionalt.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.