Afslag på genoptagelse af sag om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af en klagesag vedrørende afslag på lovliggørende dispensation til et skur og et halvtag inden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet meddelte den 17. december 2019 afslag på dispensationen, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 4. august 2020. Ejendommens ejer anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen med henvisning til sagsbehandlingsfejl og nye oplysninger.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet afslog ansøgningen om lovliggørende dispensation til skur og halvtag med hjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet vurderede, at skuret var ulovligt opført i 1996-1998, da ejendommen var omfattet af den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje, og at halvtaget var etableret senere. Begge anlæg er delvist beliggende inden for den nuværende strandbeskyttelseslinje.

Kystdirektoratet fandt, at anlæggene med et areal på 17-20 m² ikke kunne betegnes som mindre anlæg og dermed ikke var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3. Direktoratet lagde vægt på, at anlæggene påvirkede kyststrækningen væsentligt, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Det havde ingen betydning, at strandbeskyttelseslinjen var reduceret, eller at ejeren var i god tro. Direktoratet fandt desuden, at strandbeskyttelseslinjen var korrekt fastlagt.

Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet vurderede, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at anlægget var markant og stred mod strandbeskyttelseslinjens formål, især med sin kystnære beliggenhed ud mod åbne arealer. Nævnet fremhævede den restriktive praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje og risikoen for præcedens. Nævnet fandt desuden, at Kystdirektoratet ikke havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af passivitet, da de først blev bekendt med forholdene i 2019.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen. Nævnet fandt, at der ikke var påvist fejl ved sagsbehandlingen, og at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, som kunne begrunde en genoptagelse.

Begrundelse for afslag på genoptagelse

Nævnet lagde vægt på, at de oplysninger, der blev fremlagt i anmodningen om genoptagelse, allerede var indgået i sagens tidligere behandling. Klagerens bemærkning om, at der ikke er åbent land øst for ejendommen, indeholdt ikke nye oplysninger, da nævnet allerede havde vurderet arealerne som åbne og friholdt for anlæg baseret på luftfotos. Uenighed i nævnets vurdering af kystlandskabets påvirkning kunne ikke begrunde en genoptagelse.

Vedrørende strandbeskyttelseslinjens forløb bemærkede nævnet, at Kystdirektoratet har kompetencen til at træffe afgørelse herom, og at direktoratet ikke havde fundet anledning til at ændre linjen. Afgørelser om fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjens forløb kan ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, da de ikke er omfattet af de bestemmelser, der er anført i Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4.

Gebyr og afgørelsens endelighed

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.