Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn og aflivning af minkbesætning grundet geografisk nærhed til COVID-19 smitte

Sagen omhandler Fødevarestyrelsens afgørelse af 26. oktober 2020 om at sætte en minkbesætning under offentligt tilsyn. Tilsynet indebar, at besætningen skulle aflives, da den var placeret inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Lov om hold af dyr § 30.

Klagens hovedpunkter

Ejeren af minkfarmen klagede over afgørelsen og anførte flere kritikpunkter:

• Formelle mangler: Klager mente, at partshøringen, der foregik telefonisk samme dag som afgørelsen, var mangelfuld og ikke gav reel mulighed for at varetage sine interesser.
• Manglende fagligt grundlag: Klager anførte, at der ikke var tilstrækkeligt videnskabeligt belæg for at fastsætte en risikozone på netop 7,8 km, og at nødvendigheden af at aflive raske dyr ikke var dokumenteret.
• Uforholdsmæssigt indgreb: Afgørelsen blev anset for at stride mod proportionalitetsprincippet, da den medførte et markant værdispild og stor usikkerhed for virksomhedens fremtid.

Myndighedernes redegørelser

Fødevarestyrelsen fastholdt, at den telefoniske partshøring var nødvendig af hensyn til sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen vurderede, at aflivning var en nødvendig og proportional foranstaltning, da mindre indgribende tiltag som overvågning og brug af værnemidler ikke havde været tilstrækkelige til at stoppe smittespredningen. Beslutningen om 7,8 km-zonen var baseret på en vurdering fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK), som påpegede, at afstanden til nærmeste smittede farm var en signifikant risikofaktor. DVK's analyse viste, at 95-percentilen for afstanden mellem smittede farme var 7,8 km, hvilket blev anvendt ud fra et forsigtighedshensyn.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse. Nævnet vurderede sagens centrale juridiske aspekter og konkluderede følgende:

Begrundelsesmangler

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens oprindelige afgørelse led af en begrundelsesmangel, da den ikke henviste til den specifikke hjemmel i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og ikke tilstrækkeligt redegjorde for de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Manglen blev dog ikke anset for at være konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klager forstod grundlaget for afgørelsen, og da Fødevarestyrelsen senere uddybede begrundelsen.

Partshøring

Nævnet vurderede, at partshøringspligten efter Forvaltningslovens § 19 ikke var tilsidesat. Den telefoniske partshøring blev anset for tilstrækkelig på grund af sagens hastende karakter. Klager blev gjort bekendt med det afgørende faktum – besætningens placering inden for 7,8 km-zonen – og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret dette faktiske grundlag.

Proportionalitet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens vurdering af, at aflivning var en nødvendig og proportional foranstaltning i henhold til Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag havde vist sig utilstrækkelige, og at beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedsprincip for at beskytte folkesundheden mod en alvorlig zoonotisk sygdom. Selvom der var usikkerhed forbundet med fastsættelsen af 7,8 km-zonen, var det proportionalt at anvende den højest observerede smitteafstand for at imødegå den betydelige risiko.