Afgørelse om lovliggørende dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 9. oktober 2020, der meddelte afslag på lovliggørende dispensation til en række bygningsmæssige ændringer på en ejendom beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen i Middelfart Kommune. Ejendommen, der består af flere bygninger og landbrugsarealer, er omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje.

Kystdirektoratets afgørelse var baseret på en anmeldelse fra Middelfart Kommune om konstaterede tilstandsændringer. Direktoratet meddelte afslag på dispensation for ændret anvendelse af og isætning af tagvinduer i staldbygning (bygning 2), isætning af tagvinduer i beboelsesbygning (bygning 3), samt opførelse af drivhus (bygning 5) og udhusbygning (bygning 7). Direktoratet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kræver dispensation i særlige tilfælde for ændringer inden for strandbeskyttelseslinjen.

Klageren, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 30. oktober 2020. Klageren anførte, at ændringerne udgjorde almindelig renovering og vedligeholdelse af en ældre ejendom. Det blev fremhævet, at bygning 5 var opført på en placering, hvor der historisk havde været bebyggelse, og at de nyopførte bygninger var nødvendige for driften af ejendommens landbrug, som omfatter dyrkning af pil, stiklinger til figener, garvning af skind og produktion af brændsel. Klageren bestred desuden, at der var etableret beboelse i overetagen i bygning 3, da bygningens højde ikke tillod dette. Endelig anførte klageren, at der i nærområdet opføres større og mere skæmmende bebyggelse tættere på kysten, hvilket burde medføre dispensation for klagers ejendom.

Kystdirektoratet havde i sin vurdering lagt vægt på, at en ændret anvendelse af bygning 2 til beboelse ville medføre en mere intensiv brug og yderligere belastning af kystlandskabet. For bygning 3 blev tagvinduerne anset for markante. Vedrørende bygning 5 og 7 vurderede direktoratet, at mulighederne for opførelse af udhuse allerede var fuldt udnyttet, og at der ikke var tale om genopførelse af lovlig eksisterende bebyggelse. Direktoratet henviste til en tidligere afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet fra 2012, som havde afklaret behovet for yderligere bygninger til landbrugsdriften, og fandt ikke, at Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6 om nødvendigt byggeri til landbrug fandt anvendelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.

Stadfæstelse af afslag

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation for følgende forhold:

• Ændret anvendelse af og isætning af tagvinduer i staldbygning (bygning 2): Nævnet fandt, at ændringen fra stald til beboelse udgjorde en tilstandsændring, der kræver dispensation. Den ændrede anvendelse medfører en mere intensiv benyttelse og øget belastning af naturen, og der forelå ikke særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Hensynet til strandbeskyttelseslinjen og risikoen for præcedens vejede tungere end klagers eventuelle værditab.

• Isætning af tagvinduer i beboelsesbygning (bygning 3): Nævnet vurderede, at de seks store ovenlysvinduer fremstår markante i kystlandskabet og er placeret på den kystvendte side af huset. Derfor kunne Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 10 om lempeligere dispensationsvurdering for mindre kviste og tagvinduer ikke anvendes, og der var ikke særlige forhold, der kunne begrunde dispensation.

• Opførelse af drivhus (bygning 5) og udhusbygning (bygning 7): Nævnet fandt, at opførelsen af bygning 5 og 7 ikke kunne betegnes som genopførelse af eksisterende bebyggelse, da luftfotos viste manglende tidsmæssig kontinuitet og ændret anvendelse/udformning (f.eks. fra vindmølle til drivhus). Bygningerne blev derfor anset for ny bebyggelse, der skulle vurderes efter den restriktive praksis for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at mulighederne for udhuse var fuldt udnyttet, og at bygningerne påvirkede kystlandskabet i strid med beskyttelseshensynene. En dispensation ville desuden medføre uønsket præcedensvirkning. Det forhold, at bygningerne ikke kunne ses fra kysten, ændrede ikke resultatet, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystlandskaber.

Ophævelse af afslag

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til indretning af tagetage til beboelse i beboelsesbygning (bygning 3). Nævnet lagde vægt på, at Kystdirektoratet ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at der faktisk var indrettet beboelse i tagetagen, og direktoratet havde ikke forholdt sig konkret til klagers oplysning om, at bygningens højde ikke tillod en overetage.

Som følge af den delvise medhold i klagen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.