Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2020 om at sætte en minkbesætning under offentligt tilsyn som følge af konstateret smitte med COVID-19. Afgørelsen medførte krav om aflivning af besætningen, forbud mod pelsning af mink fra besætningen samt forbud mod til- og fraflytning af levende dyr. Fødevarestyrelsen traf afgørelsen i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse om offentligt tilsyn som følge af COVID-19 smitte hos pelsdyr. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret ved en konsulent, påklagede afgørelsen den 24. november 2020. Klageren anførte primært, at afgørelsen led af væsentlige begrundelsesmangler og at der ikke var hjemmel til at forbyde genindsættelse af dyr. Klageren henviste til Forvaltningsloven § 22 og Lov om hold af dyr § 30, idet indgreb skulle baseres på veterinærfaglige vurderinger, som ikke var redegjort for i afgørelsen. Derudover blev erstatningsudmålingen for de nedslagne dyr også problematiseret.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen vurderede, at afgørelsen opfyldte forvaltningslovens begrundelseskrav og kravet om henvisning til relevante retsregler. Styrelsen henviste til, at Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1, nr. 3 gav hjemmel til at forbyde til- eller fraføring af levende dyr. Selvom de konkrete omstændigheder for beslutningen om offentligt tilsyn ikke var uddybet i afgørelsen, anså styrelsen ikke denne mangel for væsentlig, da der var henvist til positive prøvesvar fra Statens Serum Institut. Styrelsen fremhævede, at offentligt tilsyn var nødvendigt ud fra veterinærfaglige vurderinger og et forsigtighedshensyn, da mindre indgribende foranstaltninger var forsøgt uden effekt. Foranstaltningerne i bekendtgørelsen lå inden for rammerne af Lov om hold af dyr § 30, stk. 2 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til afgørelsens overensstemmelse med forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen havde anført korrekt og fyldestgørende hjemmel ved henvisning til Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1. Derimod fandt nævnet, at Fødevarestyrelsen ikke havde uddybet de hovedhensyn, der lå bag beslutningen om offentligt tilsyn, hvilket er et krav efter Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen alene angav smitte med COVID-19, uden en uddybende begrundelse for styrelsens valg af reaktion. På trods af denne begrundelsesmangel fandt nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da styrelsen havde henvist til prøvesvaret fra Statens Serum Institut, og manglen ikke havde påvirket klagerens forståelse af afgørelsen. Fødevarestyrelsen havde desuden efterfølgende uddybet baggrunden for valget af reaktion i sin indstilling til nævnet.