Planklagenævnets afgørelse om opførelse af punkthuse i Middelfart Kommune

Middelfart Kommune traf den 23. september 2020 en indirekte afgørelse om, at opførelse af to punkthuse på ejendommene [A2] og [A3] i Middelfart var i overensstemmelse med lokalplan nr. 166, Institutions-, erhvervs- og boligområde i Teglgårdsparken. En ejerforening klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Planklagenævnet behandlede i sagen følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.
• Om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19.

Ejendommene er omfattet af lokalplan nr. 166, delområde IV, som blev endeligt vedtaget den 4. februar 2019. Lokalplanen fastsætter blandt andet bestemmelser om:

• Parkering (§ 5.4): Mulighed for underjordisk parkering i alle delområder.
• Bebyggelsesprocent (§ 7.1): Må ikke overstige 50 i delområde IV.
• Ny bebyggelse (§ 9.9): Skal opføres, så den arkitektonisk og materialemæssigt fremtræder som en helhed.
• Beplantning (§ 11): Bevaringsværdige træer og beplantning må ikke fjernes eller formbeskæres uden Byrådets tilladelse.

Klageren anførte, at bebyggelsesprocenten var 53,73, hvilket var i strid med lokalplanens § 7.1, og at vejarealet skulle trækkes fra grundarealet ved beregningen. Desuden blev det anført, at punkthusene adskilte sig væsentligt fra de eksisterende huse, herunder ved manglende underjordisk parkering, hvilket stred mod lokalplanens § 9.9. Endelig blev det påpeget, at beplantningen på tegningsmaterialet var i strid med beplantningsplanen for området.

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende privatretlige servitutter, da kommunens beslutning om ikke at håndhæve disse ikke er en afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 43. Ligeledes afviste nævnet klagepunkter vedrørende hensigtsmæssighed, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Middelfart Kommunes afgørelse fortsat er gældende.

Bebyggelsesprocent

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beregning af bebyggelsesprocenten. Kommunen havde beregnet bebyggelsesprocenten til 50 i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1 og efter reglerne i Bygningsreglement 2018 (BR18), herunder BR18 § 453 og BR18 § 454, stk. 1, som foreskriver, at vejareal skal indgå i grundens areal ved beregningen.

Ny bebyggelse

Nævnet vurderede, at formuleringen i lokalplanens § 9.9 om, at bebyggelsen skal fremtræde som en arkitektonisk og materialemæssig helhed, ikke havde den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves. Det blev fremhævet, at lokalplanens § 5.4 tillader både underjordisk parkering og parkering på terræn, hvorfor underjordisk parkering ikke er et krav. Projektet blev derfor anset for umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 9.9 og krævede ikke dispensation.

Beplantning

Planklagenævnet fandt, at forholdet var i overensstemmelse med lokalplanens § 11. Kommunen havde bekræftet, at ingen bevaringsværdige træer fældes, og at kun tilladte sorter plantes.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen skulle have foretaget naboorientering i medfør af Planlovens § 20, stk. 1. Denne bestemmelse gælder kun, når kommunen meddeler dispensation fra lokalplanen, hvilket ikke var tilfældet for de påklagede forhold.

Partshøring

Selvom kommunen ikke havde foretaget partshøring af klageren, fandt Planklagenævnet, at afgørelsen ikke led af en væsentlig retlig mangel. Dette skyldtes, at det ansøgte byggeri var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og kommunen derfor ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse i sagen. Nævnet fandt det derfor ikke nødvendigt at tage stilling til, om klageren var part i sagen, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.