Klage over dispensation til henstilling af foodtruck på Fanø

Fanø Kommune meddelte den 23. januar 2020 dispensation fra lokalplan nr. 83, Fanø Bryghus, til at henstille en foodtruck på ejendommen [A1], 6720 Fanø. En nabo klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen [A1] er omfattet af lokalplan nr. 83, Fanø Bryghus. Lokalplanens formål er at sikre områdets erhvervsanvendelse med bolig, bebyggelsens helhed og harmoni, samt at minimere miljøkonflikter, støj- og lugtgener. Særligt relevant for sagen er lokalplanens § 5, stk. 3, som fastsætter, at der ikke må ske parkering på arealet mellem den tinglyste vejbyggelinje og [A2].

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede dispensationen med, at den udgjorde en mindre væsentlig lempelse og afvigelse af lokalplanens bestemmelse. Kommunen vurderede, at dispensationen ikke ville ændre den særlige karakter af det område, som lokalplanen søger at skabe.

Klagen og Planklagenævnets fokus

Klageren, en nabo til ejendommen, anførte, at dispensationen var i strid med lokalplanens principper og at naboerne burde have været partshørt. Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til planlovens § 19.
• Om reglerne om partshøring var overholdt i henhold til forvaltningslovens § 19.

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkter, der vedrørte servering, støj og lugt, da kommunens afgørelse udelukkende omhandlede dispensation til parkering af foodtrucken.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Fanø Kommunes afgørelse om dispensation til henstilling af en foodtruck. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende støj- og lugtgener, da disse ikke var omfattet af kommunens afgørelse, som alene vedrørte parkering.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3. Nævnet fandt ikke, at denne bestemmelse var en del af lokalplanens principper, som defineret i planlovens § 19, stk. 1. Principperne omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men ikke nødvendigvis detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre de er specifikt fremhævet i formålsbestemmelsen eller har en særlig betydning for planens struktur. Da lokalplanens formålsbestemmelse om at hindre miljøkonflikter ikke specifikt henviste til parkeringsbestemmelsen, blev den ikke anset for et princip.

Partshøring

Klageren anførte, at naboerne skulle have været partshørt i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1. Planklagenævnet vurderede, om klageren havde partsstatus i forhold til afgørelsen om parkering af foodtrucken. Nævnet lagde vægt på afstanden (ca. 30 m til bolig, 15 m til skel) og den afskærmende beplantning mellem klagerens bolig og foodtrucken. På baggrund heraf fandt nævnet ikke, at det ansøgte medførte så konkrete og væsentlige gener, at klageren kunne anses for part. Derfor var kommunen ikke forpligtet til at partshøre klageren.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.