Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 nærhed

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om at sætte klagers minkbesætning under offentligt tilsyn. Afgørelsen blev truffet, fordi besætningen var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet pelsdyrfarm, hvilket medførte krav om aflivning af samtlige dyr i besætningen i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h.

Klager, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 20. oktober 2020. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Klagerens anbringender

• Afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring, da den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag, som afgørelsen blev fremsendt, uden reel mulighed for at søge rådgivning eller undersøge grundlaget.
• Effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens strategi for aflivning var ikke dokumenteret, og der var tvivl om det faglige belæg for strategien, herunder valget af personale og dyrevelfærd under aflivningen.
• Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, idet den medførte aflivning af raske mink uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden af aflivning af ikke-smittede besætninger inden for den fastsatte radius.

Klager udtrykte desuden uenighed i den valgte erstatningsmodel og påpegede, at der ikke var udleveret retssikkerhedsbrev ved Fødevarestyrelsens indtrængen på farmen.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen afviste klagepunkterne. Vedrørende partshøringen anførte styrelsen, at mundtlig partshøring er tilladt, og at afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden gjorde en skriftlig høring umulig. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 for adgang til ejendomme uden retskendelse og bemærkede, at den påklagede afgørelse alene omhandlede foranstaltninger, som klager selv skulle iværksætte.

Styrelsen vurderede, at aflivning af dyr inden for 7,8 km-zonen var en nødvendig og proportional afgørelse, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. De fremhævede, at der ikke var tilstrækkelig viden om COVID-19's spredning mellem mennesker og mink, hvilket nødvendiggjorde et forsigtighedshensyn i henhold til Lov om hold af dyr § 63.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger om grundlaget for 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen. DVK's notater af 29. september, 2. oktober og 14. oktober 2020 viste, at de igangsatte initiativer ikke var tilstrækkelige til at hindre smittespredning, og at afstandskriteriet på 7,8 km var baseret på den højest konstaterede afstand mellem smittede minkfarme (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km). Selvom medianafstanden var lavere (1,06 km), blev 7,8 km valgt ud fra et forsigtighedsprincip. Sundhedsstyrelsens notat af 24. september 2020 bekræftede, at overvågning og opsporing ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.

Nævnet behandlede sagen ud fra tre hovedforhold:

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Styrelsen havde ikke anført de hovedhensyn, der lå bag afgørelsen om at sætte besætningen under offentligt tilsyn, ud over at den var beliggende inden for den fastsatte 7,8 km-zone. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde givet en nærmere begrundelse.

Partshøringspligten

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat pligten til at partshøre efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen skete telefonisk samme dag som afgørelsen på grund af sagens hastende karakter og risikoen for den offentlige sundhed. Det blev vurderet, at oplysningerne om smitteudbrud inden for 7,8 km-zonen var tilgængelige og forståelige for klager, og at en udsættelse af afgørelsen ikke ville have ændret sagens faktiske grundlag. Nævnet bemærkede, at forvaltningsloven ikke stiller krav om skriftlig partshøring eller mulighed for at søge rådgivning.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning af besætningen blev anset for en nødvendig og egnet foranstaltning til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag forud for afgørelsen ikke havde været tilstrækkelige til at inddæmme smittespredning, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink for at undgå smittespredning. Desuden indgik de tilgængelige oplysninger fra Dansk Veterinær Konsortium om medianværdien på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) for afstand mellem smittede minkfarme i vurderingen. Nævnet konkluderede, at Fødevarestyrelsens skøn var foretaget ud fra et forsigtighedsprincip på baggrund af den foreliggende risiko for folkesundheden ved smitte med COVID-19 fra mink, og at det var proportionalt at tage udgangspunkt i den højest konstaterede afstand i den særlige situation.