Command Palette

Search for a command to run...

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrfarm under offentligt tilsyn. Afgørelsen var truffet i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b og Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h, jf. Lov om hold af dyr § 66, stk. 5.

Baggrund for afgørelsen

Fødevarestyrelsen pålagde offentligt tilsyn, da klagers besætning var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning. Dette var en del af en strategi for at mindske risikoen for spredning af sygdommen. Det offentlige tilsyn indebar blandt andet, at minkbesætningen skulle aflives, og at der ikke måtte pelses eller til-/fraflyttes levende dyr. Erstatning for aflivede dyr var betinget af taksation før aflivning.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen den 20. oktober 2020 og anførte navnlig:

  • Afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring og manglende udlevering af retssikkerhedsbrev ved styrelsens indtrængen. Klager mente, at den mundtlige partshøring samme dag som afgørelsen var utilstrækkelig i lyset af afgørelsens vidtgående karakter.
  • Effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi var ikke dokumenteret. Klager stillede spørgsmålstegn ved det faglige belæg for strategien, herunder valget af 7,8 km afstandskravet, og henviste til et notat fra Dansk Veterinær Konsortium.
  • Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, da den medførte aflivning af raske mink uden dokumenteret nødvendighed.
  • Klager var uenig i den valgte erstatningsmodel.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 11. november 2020. Styrelsen anførte, at mundtlig partshøring er tilladt, hvis formålet opfyldes, og at det var nødvendigt af tidsmæssige grunde grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen fremhævede, at den i medfør af Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 har adgang til ejendomme uden retskendelse. Styrelsen vurderede, at aflivning af dyr inden for 7,8 km zonen var en nødvendig og proportional afgørelse, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige, og der ikke var mulighed for at isolere eller vaccinere mod COVID-19 i minkbesætninger.

Faglig vurdering og grundlag for zonefastsættelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere dokumenter, herunder notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

DVK's notater af 29. september, 2. oktober og 14. oktober 2020 vurderede, at der var behov for hurtig og effektiv intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. De igangsatte overvågnings- og værnemiddelinitiativer havde ikke forhindret smittespredning. DVK beregnede medianafstanden mellem smittede minkfarme til 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) baseret på de første 20 smittede farme. Afstandskriteriet blev anset for det mest valide, men var behæftet med usikkerhed. En overlevelsesanalyse viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer.

ParameterMedian (25-75 percentiler)
Afstand fra ikke-smittede farme til nærmeste smittede farm (2. okt)1,7 km (0,88-2,27)
Afstand fra smittede farme til nærmeste smittede farm (2. okt)3,85 km (1,99-10,5)
Afstand fra ikke-smittede farme til nærmeste smittede farm (14. okt)3,85 km (1,99-10,5)
Afstand fra smittede farme til nærmeste smittede farm (14. okt)1,7 km (0,88-2,27)

Sundhedsstyrelsens notat af 24. september 2020 konkluderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen med fokus på begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag styrelsens skønsmæssige beslutning om offentligt tilsyn og aflivning i henhold til Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligten

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen skete telefonisk samme dag som afgørelsen grundet sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Oplysningerne om smitteudbrud inden for zonen blev anset for at være tilgængelige og forståelige for klageren, og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for at være en nødvendig og egnet foranstaltning til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag var forsøgt uden tilstrækkelig effekt, og at der ikke var alternative foranstaltninger som isolation eller vaccination.

Nævnet inddrog DVK's notat af 29. september 2020, der angav en 5-95-percentil på 0,6-7,8 km for afstanden mellem smittede minkfarme. Nævnet konstaterede, at zoneafstanden på 7,8 km svarede til den højest konstaterede afstand og var fastsat ud fra et forsigtighedsprincip grundet risikoen for folkesundheden. Selvom senere DVK-notater (2. og 14. oktober 2020) viste en medianværdi på 1,7 km for smittede farme, fandt nævnet, at dette ikke ændrede resultatet henset til forsigtighedsprincippet og den særlige situation.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.

Lignende afgørelser