Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 smitte i nærområdet

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020, som pålagde en minkbesætning offentligt tilsyn. Baggrunden for afgørelsen var, at besætningen var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet pelsdyrfarm. Afgørelsen medførte krav om aflivning af minkene, forbud mod pelsning og flytning af levende dyr, samt betingelse om taksation forud for erstatning.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen den 20. oktober 2020. Klagen fokuserede på flere punkter:

• Afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring.
• Fødevarestyrelsens strategi for aflivning var ikke dokumenteret som effektiv eller nødvendig.
• Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet.
• Der var uenighed om den valgte erstatningsmodel.

Klageren fremhævede, at den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag som afgørelsen blev fremsendt, hvilket ikke gav tilstrækkelig mulighed for at varetage interesser i en sag af så vidtgående økonomisk og driftsmæssig betydning. Klageren anførte desuden, at aflivningsproceduren var i strid med god forvaltningsskik, da der ikke blev udleveret et retssikkerhedsbrev ved Fødevarestyrelsens ankomst.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 11. november 2020. Styrelsen anførte, at mundtlig partshøring var nødvendig af tidsmæssige grunde grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 vedrørende adgang til ejendomme uden retskendelse. Styrelsen vurderede, at aflivning af dyr inden for 7,8 km-zonen var en nødvendig og proportional foranstaltning, da mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning, og da isolation eller vaccination ikke var muligt. Styrelsen mente, at Lov om hold af dyr § 63 var overholdt, og at erstatningsspørgsmålet ville blive behandlet særskilt.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger vedrørende fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen redegjorde den 19. marts 2021 for, at zonen var baseret på en vurdering fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) af 29. september 2020, som konkluderede, at igangsatte initiativer ikke var tilstrækkelige til at hindre smittespredning. Regeringen besluttede på baggrund heraf at implementere 7,8 km-zonen, hvilket blev indført i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1.

Følgende centrale dokumenter blev fremsendt:

Notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK)

• 29. september 2020: DVK vurderede behovet for hurtig og effektiv intervention grundet minkenes potentiale som COVID-19 reservoir. Notatet angav en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme. Afstandskriteriet blev anset for det mest valide, trods usikkerhed grundet manglende data for statistisk analyse af smittespredning.
• 2. oktober 2020: En overlevelsesanalyse viste, at kort afstand til smittede minkfarme og stor besætningsstørrelse var signifikant forbundet med øget smitterisiko. Modellen forklarede 60% af variationen i datasættet. Medianen for afstand fra ikke-smittede til nærmeste smittede farme var 1,7 km (0,88-2,27), mens afstanden fra smittede til nærmeste smittede farme var 3,85 km (1,99-10,5). DVK fandt ikke anledning til at ændre vurderingen om usandsynlig smittespredning via vilde dyr.
• 14. oktober 2020: Notatet var i vidt omfang identisk med notatet af 2. oktober 2020, men præciserede medianværdierne for afstande mellem smittede og ikke-smittede farme.

Sundhedsstyrelsens status på initiativer af 24. september 2020

Sundhedsstyrelsen redegjorde for implementerede tiltag til hindring af smittespredning. Styrelsen vurderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm. Nævnets prøvelse var i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 begrænset til klagepunkterne, men inkluderede også grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen, ikke var anført. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligten

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at telefonisk partshøring samme dag som afgørelsen var nødvendig grundet sagens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Oplysningerne om smitteudbrud inden for zonen blev anset for tilgængelige og forståelige for klageren, og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning af besætningen blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at tidligere mindre indgribende tiltag havde vist sig utilstrækkelige, og at isolation eller vaccination ikke var muligt. Zonen på 7,8 km svarede til den højest konstaterede afstand mellem smittede farme i DVK's notat af 29. september 2020 og var baseret på et forsigtighedsprincip. Selvom nyere data fra DVK (2. og 14. oktober 2020) viste en lavere medianafstand, fandt nævnet, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til forsigtighedsprincippet, folkesundhedsrisikoen og den særlige situation på afgørelsestidspunktet.