Stadfæstelse af afgørelse om beskyttet natur efter Naturbeskyttelseslovens § 3

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra ejeren af matr. nr. [F1] Stenbjerg By, Nørhå, beliggende [A1], vedrørende Thisted Kommunes afgørelse af 8. september 2020 om registrering af beskyttet natur på ejendommen. Kommunen havde vurderet, at arealet i sin helhed havde karakter af hede og derfor var omfattet af beskyttelsesordningen i Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1.

Klager anførte, at den registrerede hedevegetation var opstået som følge af klagers egen indsats i 2005, hvor der blev påfyldt sand- og klitmateriale og udplantet typisk klithedevegetation med det formål at etablere en naturhave. Klager mente, at arealet før disse indgreb var uden naturmæssig værdi og ikke ville have været § 3-beskyttet uden klagers aktive indsats. Det blev desuden anført, at de registrerede planter ikke var karakteristisk hedevegetation, og at der manglede dværgbuske, hvilket ifølge klager forhindrede arealet i at blive betegnet som hede.

Kommunens vurdering

Thisted Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at arealet er en del af et stort klithedelandskab langs vestkysten. Kommunen havde ved en besigtigelse den 25. august 2020 registreret 43 arter, herunder 15 stjernearter og fire indikatorarter for naturtypen hede. Kommunen fremhævede, at klithedens vegetation varierer meget afhængigt af jordbund og topografiske forhold, og at dominans af hedelyng ikke er en nødvendig betingelse for, at et areal kan betegnes som beskyttet hede. Kommunen lagde vægt på arealets botanik, jordbundsforhold og en kort dyrkningshistorik, idet historiske kort og luftfotos viste, at arealet havde ligget udyrket hen siden omkring 1970. Tilførslen af klitsand i 2005 blev ikke anset for en egentlig opdyrkning, da arealet efterfølgende fik lov at gro til i naturlig vegetation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Thisted Kommunes afgørelse af 8. september 2020 om registrering af beskyttet natur på matr. nr. [F1] Stenbjerg By, Nørhå. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at arealet har karakter af beskyttet natur og dermed er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Retligt grundlag og vurdering

Nævnet henviste til, at Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1 omfatter heder, der enkeltvis eller sammen med andre naturtyper er større end 2.500 m². Det blev understreget, at registreringen af naturtyper er vejledende, og den bindende afgørelse træffes af kommunen efter en konkret vurdering. Arealer kan over tid udvikle sig ind eller ud af § 3-beskyttelsen, og det afgørende er, om der har udviklet sig et dyre- og planteliv karakteristisk for beskyttet natur.

Nævnet gennemgik luftfotos fra 1954-2020, som viste, at der kun havde været en form for drift på arealet frem til omkring 1970, hvorefter det fremstod udyrket med naturlig vegetation. Selvom der i 2005 blev udlagt sandbunker, blev dette ikke anset for en egentlig opdyrkning, da det ikke var forbundet med landbrugsmæssig drift, og arealet efterfølgende groede til i naturlig vegetation.

Vegetationsanalyse og klassifikation

Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde vægt på, at den ved besigtigelsen registrerede vegetation var typisk for næringsfattige naturarealer, med mange arter, der forekommer på både klitheder og overdrev, såsom bølget bunke, sand-hjælme, sand-star, almindelig hvene, rød svingel og gul snerre. Nævnet var enig med kommunen i, at arealet indgår som en del af det store klithedelandskab, og at klithedens vegetation varierer. Det forhold, at der stedvist ikke fandtes hedelyng, var ikke ensbetydende med, at denne del af arealet ikke levede op til at være beskyttet hede. Nævnet bemærkede, at det ikke entydigt kunne afgøres, om der var tale om hede eller overdrev, eller en mosaik af disse, men da begge naturtyper er beskyttede på samme måde efter Naturbeskyttelseslovens § 3, var den nærmere fastlæggelse af underordnet betydning.

Menneskelig indgriben og havearealer

Nævnet fastslog, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at naturtilstanden eventuelt havde indfundet sig som følge af klagers aktive indsats ved tilførsel af sanddynger og klithedevegetation i 2005. Naturbeskyttelseslovens § 3 omfatter de arealer, der til enhver tid opfylder lovens kriterier for at være en beskyttet naturtype, og det er i princippet uden betydning, at naturtypen er opstået som følge af menneskelig indgriben. Klagerens argument om, at formålet var at etablere en naturhave, blev afvist, da arealet ikke visuelt fremstod som et kultiveret haveareal ved lovens ikrafttræden i 1992 eller i den efterfølgende periode.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.