Ophævelse af afgørelse om tagbeklædning på grund af manglende partshøring af alle ejere

Sagen omhandler en ejendom i Solbjerg, hvor ejerne ansøgte Aarhus Kommune om tilladelse til at udskifte tagbeklædningen til sorte tegltagsten. Ejendommen er omfattet af en privatretlig servitut fra 1965, som fastsætter, at tagbeklædning skal være røde eller rødbrune teglsten.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune traf den 19. august 2020 afgørelse om at håndhæve servitutten og dermed modsætte sig udskiftningen til sorte teglsten. Kommunen begrundede sin afgørelse med, at området er velbevaret, og at man havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at fastholde områdets karakter. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 43, som giver kommunen mulighed for at håndhæve privatretlige servitutter.

Klagen til Planklagenævnet

En af ejerne klagede over kommunens afgørelse. Klageren anførte flere punkter:

• At kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da kommunen i andre tilfælde havde tilladt afvigelser fra servitutten.
• At afgørelsens begrundelse var mangelfuld og ikke levede op til kravene i Forvaltningsloven § 24.
• At kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl, herunder manglende partshøring af begge ejere af ejendommen.

Planklagenævnet ophævede Aarhus Kommunes afgørelse af 19. august 2020. Ophævelsen betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gyldig.

Mangelfuld partshøring førte til ophævelse

Nævnets afgørelse var primært baseret på en væsentlig retlig mangel i sagsbehandlingen. Kommunen havde kun sendt et formelt varsel om det påtænkte forbud til den ene af ejendommens to ejere. Den anden ejer modtog kun en e-mail, som ikke opfyldte kravene til en partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19. Da en korrekt partshøring af alle parter er en garantiforskrift, medførte denne fejl, at afgørelsen var ugyldig.

Nævnets øvrige vurderinger

Planklagenævnet vurderede også de øvrige klagepunkter:

• Begrundelse: Nævnet fandt, at kommunens begrundelse var tilstrækkelig og levede op til kravene i Forvaltningsloven § 22 og § 24.
• Lighedsgrundsætningen: Nævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen. Kommunen havde givet saglige begrundelser for, hvorfor tidligere sager om afvigende tagmaterialer ikke kunne sammenlignes med den aktuelle sag, blandt andet på grund af fejl i tidligere sagsbehandling eller fordi de pågældende ejendomme var omfattet af andre servitutter.

Planklagenævnet påpegede, at hvis kommunen ønsker at træffe en ny afgørelse, skal der foretages en korrekt varsling og partshøring af begge ejere.