Planklagenævnets afgørelse om dispensation til solceller i Ringsted Kommune

Ringsted Kommune meddelte den 14. september 2020 dispensation fra lokalplan nr. 8, Gyrstinge, til opsætning af solceller på ejendommene beliggende på [A1], 4100 Ringsted. Dispensationen blev givet til en andelsboligforening, der ønskede at energioptimere 10 boliger, og kommunen begrundede afgørelsen med, at flere omkringliggende ejendomme allerede havde solceller.

En beboer i andelsboligforeningen klagede over afgørelsen. Klagen omhandlede flere spørgsmål, herunder kommunens hjemmel til at give dispensation, overholdelse af reglerne om partshøring og begrundelse, samt reglerne om naboorientering.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 8, Gyrstinge. Lokalplanens formål er at muliggøre opførelse af nye boliger og fastlægge bevarende bestemmelser for eksisterende bebyggelse. Specifikt fastsætter lokalplanens § 2.7.3, at sadeltage skal beklædes med teglsten, tagsten, eternit eller tagpap, mens andre materialer kun må anvendes efter byrådets godkendelse. Opsætning af solceller kræver derfor en tilladelse eller dispensation i henhold til lokalplanen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Ringsted Kommunes afgørelse om dispensation til opsætning af solceller forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 2.7.3, som regulerer tagmaterialer, er en dispensationsbestemmelse, da den tillader andre materialer end de nævnte efter byrådets godkendelse. Opsætning af solceller falder ind under "andre materialer" og kræver derfor dispensation.

Mulighed for at give dispensation

Kommunen kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser. Da lokalplanens § 2.7.3 er en dispensationsbestemmelse, er en dispensation efter denne bestemmelse som udgangspunkt ikke i strid med planens principper.

Klageren anførte, at dispensationen var i strid med kommuneplanens retningslinjer for kirkeomgivelser, da bebyggelsen ligger inden for kirkebeskyttelseslinjen. Planklagenævnet bemærkede, at kommuneplanens bestemmelser ikke er umiddelbart bindende for borgere, men skal danne grundlag for lokalplanlægning, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Selvom kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, jf. Planlovens § 12, stk. 1, er dispensationer efter Planlovens § 19 udtrykkeligt undtaget fra dette princip. Dette gælder også i forhold til Planlovens § 5 u og Planlovens § 40. Kommunen havde derfor hjemmel til at dispensere.

Partshøring

Klageren gjorde gældende, at der ikke var sket partshøring af beboerne i andelsboligforeningen, herunder klageren selv, med henvisning til visuelle gener. Planklagenævnet vurderede, at beboerne i andelsboligforeningen ikke havde partsstatus i sagen. Dette skyldes, at de visuelle gener ikke havde en sådan karakter og styrke, at de berørte beboere kunne anses for parter i sagen, og der var ingen oplysninger om andre gener. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre i henhold til Forvaltningslovens § 19.

Begrundelse

Klageren mente, at dispensationen ikke var tilstrækkeligt begrundet, især i forhold til bebyggelsens placering i et bevaringsværdigt område og inden for kirkebeskyttelseslinjen. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningslovens § 22. Da beboerne ikke blev anset for parter, havde kommunen ikke pligt til at begrunde afgørelsen over for dem. Dette gælder også i forhold til Forvaltningslovens § 24.

Naboorientering

Klageren anførte, at der ikke var gennemført korrekt naboorientering, og at alle beboere i andelsboligforeningen samt ejeren af naboejendommen burde have været orienteret. Efter Planlovens § 20 skal der som udgangspunkt ske naboorientering før dispensation. Kommunen oplyste, at der var afholdt generalforsamling i andelsboligforeningen, hvor et flertal stemte for solcellerne, og at naboejendommen var ubebyggede marker. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering var af underordnet betydning i dette tilfælde.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.