Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning af ejendom i Langeskov

Kerteminde Kommune traf den 14. august 2020 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 4, der udlægger et erhvervsområde i Langeskov by. Ansøgningen vedrørte udstykning af ejendommen A1, 5550 Langeskov, med henblik på at opdele den i en selvstændig erhvervsejendom og en beboelsesejendom uden tilknytning til erhverv. Klageren har indbragt afgørelsen for Planklagenævnet. Sagen omhandler spørgsmål om kommunens mulighed for at give dispensation i henhold til planloven samt overholdelse af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 4, et erhvervsområde i Langeskov By, og ligger i delområde 1. Lokalplanens formål er at udlægge området til erhvervsformål, herunder lettere industri, lager, værksted, service- og forretningsvirksomhed samt større udstillings- og salgslokaler. Lokalplanen tillader også boliger, men kun hvis de har tilknytning til den pågældende virksomhed, jf. lokalplanens § 1.1.

Lokalplanens § 3 fastsætter yderligere, at delområde I og II kun må anvendes til erhvervsformål, herunder lettere industri- og værkstedsvirksomhed samt mindre lagervirksomhed, der ikke medfører væsentlige gener. Desuden må områderne anvendes til service- og forretningsvirksomhed med tilknytning til erhverv samt større udstillings- og salgslokaler, jf. lokalplanens § 3.2 og § 3.3. Lokalplanens § 3.4 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tillade en bolig på hver ejendom, når denne anvendes af indehaver, bestyrer, portner eller anden person med lignende tilknytning til virksomheden.

Kommunens afslag og klagepunkter

Kerteminde Kommune begrundede afslaget med, at udstykning af en beboelsesejendom uden tilknytning til en virksomhed ville være i strid med lokalplanens principper, som fastsat i § 3. Klageren anførte i sin klage, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen, idet der angiveligt tidligere var givet tilladelser til opførelse af beboelsesejendomme uden erhvervstilknytning inden for lokalplanens område.

Planklagenævnets vurdering af dispensation og lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslog, at den ansøgte udstykning ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation efter Planlovens § 19.

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Nævnet vurderede, at den ansøgte udstykning til en særskilt beboelsesejendom uden erhvervstilknytning ikke lå tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse af området til erhvervsformål og service- og forretningsvirksomhed, som fastsat i lokalplanens § 3.2 og § 3.3, sammenholdt med formålsbestemmelsen i § 1. Den ansøgte anvendelse var heller ikke omfattet af lokalplanens § 3.4. På den baggrund fandt nævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 3.2, § 3.3 og § 3.4.

Vedrørende lighedsgrundsætningen bemærkede Planklagenævnet, at selv hvis kommunen tidligere havde givet dispensationer i strid med Planlovens § 19, kunne dette ikke give klageren krav på dispensation. Kommunen havde ikke hjemmel til at give dispensation, da det ville være i strid med lokalplanens principper. Kerteminde Kommune oplyste desuden, at der ikke var ansøgt om eller meddelt dispensation i lignende sager inden for lokalplanområdet.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kerteminde Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 4 til udstykning af ejendom til beboelse. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet fandt, at den ansøgte udstykning af ejendommen til en særskilt beboelsesejendom uden tilknytning til erhverv var i strid med lokalplanens principper. Dette omfattede lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og anvendelsesbestemmelserne i § 3.2 og § 3.3, som udlægger området til erhvervsformål. Den ansøgte anvendelse var heller ikke omfattet af lokalplanens § 3.4, der kun tillader boliger med tilknytning til en virksomhed.

Da den ansøgte udstykning var i strid med lokalplanens principper, havde kommunen ikke hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 3.2, § 3.3 og § 3.4, jf. Planlovens § 19.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet fastslog, at selv hvis kommunen tidligere hypotetisk havde givet dispensationer i strid med Planlovens § 19, kunne dette ikke give klageren krav på dispensation, da kommunen ikke havde hjemmel til at give en sådan dispensation.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne og er endelig. Den kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen.