Klage over dispensation til terrænregulering i Skanderborg

Skanderborg Kommune meddelte den 9. juli 2020 dispensation fra lokalplan nr. 037 for terrænregulering på ejendommen [A1], 8660 Skanderborg. Lokalplanen regulerer åben-lav boligbebyggelse og fastsætter i § 8.06, at terrænregulering på mere end +/- 0,5 m eller nærmere skel end 1,0 m kun må foretages med byrådets tilladelse. Den konkrete dispensation omhandlede afgravning af terrænet med op til ca. 7 cm inden for 1 m fra vejskel.

En nabo klagede den 5. august 2020 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede primært på manglende naboorientering og partshøring samt en utilstrækkelig begrundelse for dispensationen.

Baggrund for dispensationen

Kommunen havde den 29. oktober 2019 givet byggetilladelse til udvidelse af en eksisterende garage på ejendommen. I den forbindelse blev der ikke søgt om eller givet dispensation til terrænregulering. Klageren indsendte den 29. marts 2020 en indsigelse, hvoraf det fremgik, at ejeren ville sænke kantsten/skelniveau for at opnå en bedre indkørsel til den nye garage, hvilket klageren mente var i strid med lokalplanens § 8.06.

Kommunens begrundelse for dispensationen

Kommunen begrundede dispensationen med, at afgravningen på ca. 7 cm ville muliggøre en mere hensigtsmæssig og vandret overkørsel til ejendommen. Kommunen anførte desuden, at afgravningen var meget lille og nærmest ikke synlig i området. Kommunen undlod at foretage naboorientering, da den skønnede, at overskridelsen var af underordnet betydning for naboer.

Klagerens anbringender

Klageren fastholdt, at der burde have været foretaget nabohøring, da kommunen var bekendt med klagerens holdning. Klageren gjorde også gældende, at vedkommende havde partsstatus, da garageforlængelsen, muliggjort af dispensationen, ville medføre tab af aftensol. Kommunen bestred klagerens partsstatus, idet afgravningen på 7 cm ikke berørte klageren som nabo. Klageren anførte endvidere, at kommunens begrundelse var utilstrækkelig og kun givet på grund af den tidligere byggetilladelse til garagen. Endelig påpegede klageren, at lokalplanens § 8.06 angiver, at det er byrådet, og ikke kommunen, der kan give dispensation, og at der var opført en støttemur i forbindelse med terrænreguleringen, som ikke var omfattet af afgørelsen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Skanderborg Kommunes afgørelse om dispensation til terrænregulering. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i overensstemmelse med gældende ret.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation, overholdelse af regler om naboorientering, sagsbehandling (herunder partshøring) og almindelige forvaltningsretlige principper (herunder begrundelse). Nævnet kan derimod ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder klagerens anbringende om tab af aftensol.

Delegation af kompetence

Klagerens indvending om, at det var kommunen og ikke byrådet, der traf afgørelse, blev afvist. Nævnet fastslog, at kommunalbestyrelsens mulighed for at delegere sin kompetence i enkeltsager er en intern kommunal beslutning, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at efterprøve.

Støttemur og garage

Klagepunkter vedrørende en støttemur og garageudvidelsen blev ikke behandlet, da disse forhold ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om terrænregulering. Nævnet bemærkede, at en klage over byggetilladelsen til garagen skulle være indgivet særskilt inden 4 uger efter meddelelse af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1.

Krav om dispensation og hjemmel

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 8.06 er en dispensationsbestemmelse, der kræver tilladelse for terrænregulering nærmere skel end 1 m. Da afgravningen på 7 cm skete inden for 1 m fra vejskel, krævede den dispensation. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationen, da en udnyttelse af en dispensationsbestemmelse som udgangspunkt ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18.

Naboorientering

Klagerens anbringende om manglende naboorientering blev ikke imødekommet. Selvom Planloven § 20, stk. 1 som udgangspunkt kræver naboorientering, giver Planloven § 20, stk. 2 mulighed for at undlade dette, hvis orienteringen efter kommunens skøn er af underordnet betydning. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering heraf.

Partshøring og begrundelse

Nævnet fandt ikke, at klageren havde partsstatus i sagen. Partsbegrebet i Forvaltningsloven § 19, stk. 1 forudsætter en væsentlig og individuel interesse, der er værnet af de relevante bestemmelser. Nævnet lagde vægt på, at terrænreguleringen på 7 cm ikke medførte gener af en sådan karakter, at klageren kunne anses for part. Da klageren ikke var part, var kommunen ikke forpligtet til at partshøre eller give en begrundelse i medfør af [Forvaltningsloven § 22]. Nævnet bemærkede dog, at kommunens afgørelse var begrundet.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.